Vestas sælger sine maskinfabrikker og støberier til VTC

Report this content

 

 

Som en del af Vestas’ turnaround-plan offentliggjort i januar 2012 og som ligeledes genbekræftet i delårsrapporten for andet kvartal 2013, har Vestas været i forhandlinger med potentielle købere af selskabets maskinfabrikker og støberier.

Disse forhandlinger er nu tilendebragt med underskrivelsen af en bindende salgs- og leveringsaftale, hvorunder den tyske industrigruppe, VTC Partners GmbH (”VTC”), overtager Vestas’ to maskinfabrikker og fire støberier inklusive ca. 1.000 medarbejdere i Norge, Sverige, Tyskland, Kina og Danmark. Aftalen er betinget af forskellige forhold herunder godkendelse fra relevante myndigheder i Kina. VTC ejer ligeledes Silbitz-gruppen, som er en tysk funderet støberigruppe, der allerede har et godt leverandørforhold til Vestas.

Vestas’ første prioritet i forhold til frasalget af sine maskinfabrikker og støberier er at øge fleksibiliteten i Vestas’ supply chain samt at finde en køber, der fremadrettet kan sikre leverancer af den ønskede kvalitet og samtidig kan tilbyde lavere og konkurrencedygtige priser på støbte komponenter. Frasalget understreger ligeledes Vestas’ strategi om at fokusere mere på kernekompetencerne i forretningen.

Salget af vores maskinfabrikker og støberier er en del af planen om at forbedre kapacitetsudnyttelsen og blive et lettere og mere skalérbart selskab,” siger Jean-Marc Lechêne, Executive Vice President og COO for Vestas Wind Systems A/S, og fortsætter: “Ved outsourcingen af maskinfabrikkerne og støberierne var det vigtigt at bruge den nødvendige tid på at finde den rigtige partner, således at begge parter kunne drage fordel af de industrielle synergier. VTC vil fortsat drive sin virksomhed efter de samme høje Vestas-standarder inden for kvalitet, pålidelighed og sikkerhed, og i alle disse forhold ser vi VTC som den rette partner.”

“Denne handel er til stor fordel for begge involverede parter, og VTC planlægger betydelige investeringer i den strategiske tilpasning af gruppen,” tilføjer Thomas Robl, adm. direktør for VTC Partners GmbH. “Vestas vil fortsat modtage sine komponenter i det samme høje kvalitetsniveau og vil samtidig kunne drage fordel af VTC’s størrelse og effektivitet inden for støbning. Sammen med vores datterselskab, Silbitz-gruppen, skaber vi en leder inden for global støbning, hvor vi udnytter vores store støberi kapacitet og de meget avancerede maskinfabrikker.” 

Handlen er aftalt til en salgspris på EUR 1 plus et earn-out element til Vestas på op til EUR 25 mio. Salgsprisen medfører en yderligere nedskrivning på omkring EUR 50 mio. bestående af ca. EUR 20 mio. i aktiver bestemt for salg og netto ca. EUR 30 mio. i kortfristede aktiver, der vil blive inkluderet i særlige poster i tredje kvartal 2013.

Frasalget forventes at reducere Vestas’ omkostninger til støbte komponenter med omkring EUR 30 mio. over de næste to år. På baggrund af den forbedrede kapacitetsudnyttelse som fabrikkerne kan opnå under VTC’s ejerskab, kan der på sigt forventes yderligere besparelser. Den fleksible leveringsaftale, der er underskrevet som en del af handlen, vil bidrage yderligere til at gøre Vestas’ koststruktur endnu mere skalérbar.

Kontaktdetaljer
Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Lars Villadsen, Senior Vice President, Investor Relations
Tlf.: 9730 0000

VTC Partners GmbH, Tyskland
Richard G. Ramsauer, adm. direktør
Tlf.: +49 89 64949 0

Abonner

Dokumenter og links