Vestas Technology R&D sponsorerer en af verdens hurtigste sejlbåde
Pressemeddelelse fra
Vestas Wind Systems A/S
Randers, 13. maj 2008
Pressemeddelelse nr. 4/2008
Vestas Technology R&D sponsorerer en af verdens hurtigste sejlbåde
Maksimal udnyttelse af vindens kraft og den nyeste teknologi er de to
hovedårsager til, at Vestas Technology R&D har valgt at indgå en sponsoraftale
med SailRocket.
Holdet bag Vestas SailRocket vil i år forsøge at blive verdens hurtigste sejlbåd
ved at sejle 50 knob (91,7 km/t). Vestas SailRockets unikke design giver
maksimal udnyttelse af vinden. Båden udnytter vindens kraft 2,2 gange, så den
blot kræver en vindstyrke på 23 knob for at sejle 50 knob.
“Vestas SailRocket-teamet og Vestas har meget til fælles. Vi stræber begge efter
at udnytte vindens kraft mest muligt. Som 'No. 1 in Modern Energy' er Vestas den
førende virksomhed inden for vindteknologi, og båden kæmper om at blive den
bedste inden for sit felt,” siger Finn Strøm Madsen, President for Vestas
Technology R&D.
En række hold, lige fra kite-surfere til 60 fods store trimaraner, kæmper lige
nu verden over for at blive de første, der når de 50 knob.
Den nuværende rekord for sejlbåde er på 49,09 knob, og indtil videre har Vestas
SailRocket været oppe på 44 knob. Men nu er tiden inde til at bryde grænser og
sætte nye standarder.
“Det er nok en af de mest spændende kapsejladser for tiden. Her er et blandet
felt af sejlere og både, der hele tiden forsøger at presse grænserne for, hvad
der er fysisk muligt med vind og vand. Vores mål er at være den hurtigste båd -
uanset hvilken rekord, der bliver sat i fremtiden,” siger holdkaptajn Paul
Larsen fra Vestas SailRocket.
Vestas SailRocket er designet af Malcolm Barnsley, testspecialist hos Vestas
Technology R&D, Isle of Wight, UK.
“Båden er konstrueret, så den er i geometrisk balance. Det giver den en enorm
styrke, uden at det går ud over vægten. På den måde skal vi ikke være bange for
at båden kæntrer eller vælter i vinden - Der er faktisk ingen grænser for
stabiliteten - kun for styrken,” forklarer Malcolm Barnsley.
Holdet bag båden skal i de kommende måneder teste og forbedre den. Holdkaptajn
Paul Larsen forventer at kunne gennemføre de afgørende rekordforsøg omkring
oktober måned 2008.
Rekordforsøgene, der udføres over en strækning på 500 meter og godkendes af den
Internationale Sejlunion, finder sted i Walvis Bay ud for Namibias kyst i
Afrika. Her er der en unik kombination af stærk vind og rolig havoverflade.
For yderligere information, kontakt:
Finn Strøm Madsen, President for Vestas Technology R&D, tlf: 9730 8008.
På www.vestassailrocket.com fortæller designer Malcolm Barnsley om bådens
design, og holdkaptajn Paul Larsen fortæller om kapløbet mod de 50 knob.
Med venlig hilsen
Vestas Wind Systems A/S
Finn Strøm Madsen
President, Technology R&D
Vestas - No. 1 in Modern Energy
Vindenergi er en vedvarende, forudsigelig og ren energikilde. Vindenergi kan
etableres på kort tid og kan give den energiuafhængighed, som nogle af verdens
største og hurtigst voksende økonomier kræver. Derfor kalder Vestas vindenergi
for moderne energi.
Med en markedsandel på 23 pct. i 2007 er Vestas markedsleder inden for moderne
energi. Vestas har allerede installeret flere end 35.000 vindmøller i 63 lande
på fem kontinenter, og Vestas installerer en ny vindmølle hver fjerde time. I
2007 producerede Vestas-vindmøller mere end 60 millioner MWh - eller strøm nok
til at forsyne mange millioner husstande med elektricitet. Gennem de seneste 25
år har Vestas forbedret ydelsen fra sine vindmøller 100 gange, og møllernes
effektivitet forbedres fortsat. Derfor er Vestas No. 1 in Modern Energy.