Garanti for sne og valuta for pengene – dét er skiløb i Sverige

Report this content

Hvis man er på jagt efter en snesikker skidestination uden at skulle rejse alt for langt så er Sverige et rigtig godt bud – med mange skisportssteder til både eventyrlystne skiløbere og børnefamilier. Den svenske kronekurs har i lang tid ligget lavt, hvilket giver en økonomisk fordel til alle skientusiaster, der drømmer om at tage en tur på pisterne denne vinter.


Foto: Niclas Vestefjell/imagebank.sweden.se Download HER

Vinterferien lokker forude, og mange drømmer om at suse ned ad hvide pister, nyde friske ture i sneen og hygge foran pejsen. Og mens nogle europæiske skidestinationer kæmper med at garantere sne, har man i Sverige investeret i øget kapacitet og forbedret snesikkerhed i de seneste mange år. Sverige har mere end 100 skidestinationer, og langt de fleste er familievenlige og bestræber sig på at tilbyde alt, en familie kunne drømme om, – også hvis det gælder andre aktiviteter end skiløb, såsom hundeslædeture, isfiskeri eller en idyllisk gåtur langs langrendsløjperne.

Nye undersøgelser viser, at man i Sverige får rigtig meget for pengene i forhold til andre klassiske skidestinationer i Europa. Da ADAC* sammenlignede priser på liftkort i forskellige lande, var prisen mellem 50 og 90 euro om dagen. Til sammenligning tilbyder svenske skidestinationer liftkort til mellem 35 og 54 euro pr dag.

Det svenske resort Lofsdalen tilbyder for eksempel liftkort til 35 euro om dagen. I Branäs, Kläppen, Sälen, Idre, Tänndalen, Stöten, Vemdalen, og Ramundberget, alle populære, familievenlige vinterdestinationer, ligger prisen på omkring 50 euro. Og selv i Åre, Sveriges største vintersportsdestination, er prisen blot 54 euro uden for sæsonen og stiger til kun 57 euro i højsæson.

Så, hvis man er på jagt efter familievenligt skiløb, off-pist eventyr eller rolige pister, hvor der er god plads, alt sammen til en god pris, så er de svenske skidestinationer et rigtig godt bud.

Tips og tricks til dit næste skieventyr i Sverige

Puddersne og värmestugor

Alle, som har stået på ski i Sverige, kender til den vidunderlige puddersne. Klimaet er tørrere, hvilket resulterer i blød, tør sne, og takket være mangel på fugtighed er det stadig behageligt, selv hvis temperaturen er lav. Hvis man har brug for at varme sig, kan man besøge de värmestugor, der findes på alle skidestinationer. Hytterne tilbyder et sted at nyde en kop varm kakao eller endda grille pølser over ilden, mellem skiturene.

Masser af grønne og blå pister

Skiløbere på alle niveauer er garanteret en sjov oplevelse på de bløde bjergtoppe i Sveriges fjeldlandskab, der byder på masser af grønne og blå pister. Det er helt perfekt til familier og nybegyndere med mange pister, som ender på resortets centrale plads, så ingen farer vild.

Hold øje med Dagens rätt

De fleste svenskere foretrækker at nyde en varm frokost midt på dagen frem for at spise ude om aftenen. Her er det en god ide at holde øje med dagens rätt. Det er dagens varme frokost, der består af en hovedret, brød og/eller knækbrød, kaffe, the, vand og sommetider en salatbuffet. Det er en budgetvenlig måde at nyde en dejlig frokost på!

Næsten alle steder tilbyder ski-in og ski-out

Ski-in og ski-out er meget almindeligt i Sverige. Man kan opbevare sine ski i specielle rum i hytten eller på hotellet, og der er ofte et tørreskab tilgængeligt, hvor ens tøj kan blive tørret, så det er klar til næste dags eventyr.

Oplyste pister

Om vinteren bliver det mørkt allerede sen eftermiddag, men det skal selvfølgelig ikke sætte en stopper for skiløbet, så svenskerne har fundet en løsning. De fleste pister er oplyste om aftenen, så man kan stå på ski til sent om aftenen, og næsten alle skisportssteder i Sverige har desuden oplyste langrendsløjper. De, som suser ned ad pisterne i det høje nord, kan endda være heldige at se det betagende nordlys. På destinationerne Dundret, Riksgränsen og Björkliden, alle i det svenske Lapland, kan dette forunderlige lysshow ses ofte i løbet af vinteren.

Hvor skal man tage hen?

Du kan finde mere information og inspiration til dit næste skieventyr her:

Alpinski i Sverige  

Langrend i Sverige

Andre magiske vinteroplevelser

Hvis du ønsker mere information, se her: https://visitsweden.com/about-sweden/winter/

*ADAC, officielt Allgemeiner Deutscher Automobil-Club, er europas største bilforening. ADAC er den største forening i Tyskland med omkring 21 millioner medlemmer. Hovedkvarteret ligger i München. Dens oprindelige og mest kendte service er vejhjælp.
 

** Nuværende liftpriser ifølge ADAC

Ebba Ekelund
Senior PR Manager, Nordics
ebba.ekelund@visitsweden.com

Visit Sweden har den officielle opgave fra den svenske regering at markedsføre Sverige som turistdestination. Vores vision er, at Sverige i 2030 er verdens mest bæredygtige og attraktive rejsedestination bygget på innovation. I dag er det vigtigere end nogensinde at målrettede rejser er meningsfulde, bevidste og skaber varig værdi med hensyn til vores gæster, for lokalsamfundet og vores planet. Velkommen til Sverige. 

Tags:

Abonner