2023 markerer endnu et år med vækst for Vismas danske forretning
Visma Danmark Holding A/S fremlægger i dag årsrapport for 2023 og markerer dermed afslutningen på et år med flot vækst og overskud på tværs af de danske selskaber i et marked fortsat præget af usikkerhed. Tre danske softwareselskaber blev føjet til porteføljen, ligesom der blev investeret i udviklingen af de eksisterende selskabers softwareløsninger og services.
De danske Visma-selskabers samlede omsætning i 2023 lød på DKK 2,1 mia., en stigning på næsten 20 procent i forhold til året før. Overskuddet endte på samlet DKK 592 mio. svarende til en vækst på 27 procent i forhold til 2022.
Visma Danmark Holdings resultat viser et overskud på DKK 151 mio. i 2023 mod et overskud på DKK 1,6 mia. året før, og en egenkapital på DKK 1,6 mia. Strategien er fortsat at bruge overskuddet i Holding-selskabet på nye opkøb og investeringer i selskabernes eksisterende produkter og services og derigennem styrke positionen af Visma som førende cloud-software leverandør i Danmark.
“Vi er utrolig tilfredse med udviklingen i Danmark. Softwaremarkedet er ikke et nemt marked at være i generelt, så at vi ser så flot et resultat fra vores danske organisation viser, at vores kunder tror på, at Visma er et godt og sikkert sted at være. Vi ser, at både de private virksomheder og de offentlige organisationer efterspørger vores produkter og services, og det skyldes i høj grad hårdt arbejde og dygtige og dedikerede medarbejdere ude i de danske selskaber,” udtaler Kasper Lyhr, Public Sector Director i Visma Group og talsperson for Visma i Danmark.
Fortsat på udkig efter succesfulde danske softwareselskaber
Tre danske softwareselskaber - efacto, budget123 og iVISION - blev en del af Visma i 2023. Opkøbet af iVISION, der står bag det cloudbaserede advokatsystem Legis365, markerede samtidig Visma-koncernens indtræden på legal tech markedet. Effekterne af tidligere års opkøb viste sig også i 2023, hvor selskaber som Visma Creditro og Rackbeat leverede en flot vækst på toppen.
“Vi kan se for flere af vores nyere danske selskaber, at det har haft en positiv betydning for deres virksomhed at blive en del af Visma. De leverede en flot vækst i 2023 og bidrager nu til økosystemet ved at realisere det potentiale, vi så i dem. Det bekræfter os i, at vi har en vækst- og opkøbsstrategi, der virker. Det er fortsat en helt central del af vores strategi i Danmark at investere i succesfulde softwareselskaber, og vi har således allerede budt velkommen til yderligere to nye selskaber i år,” udtaler Kasper Lyhr.
Investering i fremtiden
Investering i produktudvikling var også et fokusområde for de danske Visma-selskaber, hvor særlig brugen af kunstig intelligens spillede en central rolle. Flere selskaber lancerede over året nye produkter og funktioner, der er med til at forenkle og automatisere forretningskritiske processer hos deres kunder.
“Brugen af AI er ikke nyt i Visma-regi, men det tog fart sidste år, og vi så hvordan også de danske Visma-selskaber foretog store strategiske investeringer i fremtiden blandt andet ved at skrue endnu mere op for udviklingen og implementeringen af AI. Vi lever i et samfund med stadig mere knappe ressourcer, og her har vi et ansvar for at hjælpe de danske virksomheder og den offentlige sektor med at kunne arbejde smartere og mere effektivt,” udtaler Kasper Lyhr.
Økonomiske nøgletal for de danske Visma-selskaber
DKK mio. | 2022 | 2023 | Ændring |
Omsætning | 1.769 | 2.113 | +20% |
Resultat | 465 | 592 | +27% |
Læs hele årsrapporten for Visma Danmark Holding her
Om Visma i Danmark
I Danmark består Visma af 26 selvstændige selskaber specialiseret inden for forretningskritisk cloud software til mere end 350.000 private danske virksomheder af alle størrelser samt den offentlige sektor. Vismas danske selskaber har tilsammen 1.300 medarbejdere og kontorer i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Randers, Vejle, Silkeborg, Hellerup, Hellebæk og Høje-Taastrup. Læs mere på visma.dk/virksomheder
For yderligere information
Astrid Zimmer Nielsen, National PR & Communications Manager, Visma Danmark
Tlf.: +45 3151 2587
Email: astrid.zimmer@visma.com
Om Visma Group
Visma er en førende leverandør af forretningskritisk cloud software med en omsætning på 2,4 milliarder euro i 2023, mere end 15.000 ansatte og 1,8 millioner kunder i hele Europa og Latinamerika. Ved at forenkle og automatisere processer i virksomheder og organisationer af alle størrelser, bidrager vi til et mere effektivt og velstående samfund. Besøg os på visma.dk