Massivt løft til fakturabetaling via MobilePay - titusindevis af virksomheder kan nu koble sig direkte op
I et tæt strategisk samarbejde med Danske Bank har det Visma-ejede regnskabsprogram e-conomic som de første koblet sig på MobilePay Invoice i en forbedret udgave. Dermed kan de titusindvis af virksomheder, der anvender e-conomic, sende fakturaer direkte fra økonomisystemet til betaling via MobilePay
Danske Bank sætter nu for alvor turbo på fakturahåndtering i erhvervslivet med deres nye satsning MobilePay Invoice. I maj annoncerede Danske Bank, at de havde gjort det muligt for alle virksomheder at sende fakturaer på eksempelvis bilreparationer, håndværkerbesøg eller tandlægebesøg via MobilePay Invoice til de 3,2 millioner brugere af MobilePay.
Boost for MobilePay Invoice
Integrationen med økonomisystemerne er afgørende for, at virksomhederne kan udnytte MobilePay Invoice effektivt. Hos Danske Bank ser chef for Transaction Banking, Lars Sjögren, tiltaget fra Visma-ejede e-conomic, som en blåstempling og indikator for, at Danske Bank har set rigtigt i forhold til at koble virksomhederne endnu tættere på deres privatkunder på faktura-området.
- Når Danmarks førende regnskabsprogram med titusindvis af virksomhedskunder integrerer til MobilePay Invoice, så er det et drømmescenarie, fordi intet er vigtigere for os, end at gøre livet lettere for vores kunder. Det bekræfter os i, at vi har set rigtigt i forhold til erhvervslivets behov. Samtidig kan løsningen nu for alvor få luft under vingerne hos e-conomic, hvor potentialet er meget stort, siger Lars Sjögren.
Han tilføjer, at e-conomic er først med en yderligere forbedring af MobilePay Invoice. Løsningen kan nu også køre konto-til-konto betaling, hvilket betyder, at MobilePay Invoice bedre matcher virksomhedens vante faktureringsmetode.
Kæmpe potentiale
For de danske forbrugere betyder løsningen en markant nemmere og hurtigere tilgang til betalinger, hvor de blot skal godkende regninger med et swipe. Samtidig sparer virksomhederne betydelige ressourcer, undgår indtastningsfejl og skal bruge mindre tid på at rykke for betalinger. Hidtil har danskerne modtaget regningen med mail eller post og har skullet indtaste beløb og en masse cifre.
- Vi ser MobilePay Invoice som endnu et stort teknologisk skridt mod mere fleksible og effektive administrative løsninger for virksomhederne. Ved at åbne for en direkte integration til MobilePay Invoice eliminerer vi yderligere manuelle arbejdsgange og sparer virksomhederne for tid og administration, siger direktør Mads Rebsdorf fra Visma e-conomic.
Han understreger, at servicen har et kæmpe potentiale hos en stor del af e-conomics kunder, bl.a. fordi håndværkere, autohuse og servicefag, som har en stor berøringsflade med privatforbrugerne, har en stor repræsentation hos e-conomic, der sidste år blev en del af den nordiske Visma-koncern. Samtidig passer løsningen ifølge Mads Rebsdorf godt ind i IT- og software-koncernens klare strategi om at digitalisere og automatisere manuelle arbejdsgange hos virksomheder og organisationer.
Hurtig betaling styrker likviditeten
Udover mere effektiv administration, ser direktør Mads Rebsdorf MobilePay Invoice som et produkt, der kan bidrage til at styrke virksomhedernes likviditet, fordi forbrugerne med et enkelt swipe nemt kan betale regninger.
- Med integrationen til MobilePay Invoice kan eksempelvis håndværkere sende en faktura direkte fra e-conomic til betaling via MobilePay på stedet, hvor arbejdet er udført. Herefter kan kunden med det samme betale med et enkelt swipe via MobilePay, når fakturaen er tilgængelig, slutter Mads Rebsdorf.
Tags: