• news.cision.com/
  • Visma/
  • Nyt Visma powerhouse i Aarhus skal sikre fremtidig vækst og tiltrække nye tech-talenter

Nyt Visma powerhouse i Aarhus skal sikre fremtidig vækst og tiltrække nye tech-talenter

Report this content

Visma åbner nyt og større kontor i Højbjerg, Aarhus. De nye faciliteter skaber rammerne for yderligere vækst og øget samarbejde på tværs af Vismas selskaber inden for den offentlige sektor.

Bydelen Højbjerg i det sydvestlige Aarhus bliver fremover destinationen for 150 af Vismas danske medarbejdere. Her kan Visma efter en gennemgribende renovering af bygningen tilbyde medarbejderne et moderne miljø med plads til både fællesarealer og egne kontorområder.

“Der er mange perspektiver i vores nye jyske Visma-kontor. Det er først og fremmest en central og strategisk milepæl for den position, vi ønsker at skabe inden for det offentlige. I Danmark leverer Vismas selskaber state-of-the art digitale SaaS-løsninger, der er med til at styrke effektiviteten i det danske samfund. Det nye kontor i Aarhus tilbyder endnu bedre rammer for at kunne levere den bedste service til alle vores kunder i den offentlige sektor,” siger Kasper Lyhr, Public Sector Director i Visma Group og talsperson for Visma i Danmark. 

Rum til vækst og egen kultur

I Danmark står Vismas offentlige selskaber bag standardiserede cloud softwareløsninger, der automatiserer administrative processer i kommuner, regioner og statslige institutioner, herunder løsninger til både uddannelses- og social- og sundhedsområdet. 

Det er i første omgang Visma-selskaberne FirstAgenda, XFlow, Plandisc, Sofus, IMS, Upodi, Temponizer, Intempus og e-conomic, der får adresse på det nye kontor. En del af selskaberne delte også kontor i Aarhus inden, men flytningen til de nye rammer giver plads til vækst og langt bedre mulighed for, at hvert selskab kan indrette sig efter egen kultur og DNA og skabe unikke miljøer tilpasset deres behov.

Et powerhouse med plads til fællesskab og samarbejde

Virksomhedslederne i Vismas selskaber fremhæver selvstændighed og adgang til en lang række ressourcer og interne vidensnetværk blandt de væsentligste fordele ved at være en del af Visma. Det er både på koncernniveau som en del af Europas største SaaS-netværk, men for mange også ved i det daglige at bo under samme tag som andre Visma-selskaber.

“Vi vil gerne bringe vores folk sammen og skabe rum for kreativitet, fællesskab og samarbejde på tværs. Det er virkelig styrken ved Visma, at selskaberne bevarer deres unikke kultur og autonomi, samtidig med at vi skaber de bedste forudsætninger for at kunne udnytte synergierne på tværs. Det har en stor værdi, særligt når det handler om at levere sikre og stabile løsninger til vores offentlige kunder,” siger Kasper Lyhr.

Foruden et tættere tværgående samarbejde giver de nye faciliteter selskaberne mulighed for at videreføre mange af de fælles traditioner fra det forrige Aarhus-kontor, ligesom man har planer om at indføre nye, så som en fælles sommerfest, der udnytter det store grønne udendørsmiljø med blandt andet hængekøjer og petanquebaner.

I 2021 åbnede Visma sit hovedkontor i Carlsberg Byen i København, hvor der i dag er 13 selskaber samlet. Det nye kontor i Aarhus forventes at blive et tilsvarende powerhouse for Visma i vest, som skal bidrage til at fastholde medarbejderne og tiltrække nye tech-talenter til selskaberne i fremtiden. 

Om Visma i Danmark

I Danmark består Visma af 24 selvstændige selskaber specialiseret inden for forretningskritisk cloud software til mere end 350.000 private danske virksomheder af alle størrelser samt den offentlige sektor. Vismas danske selskaber har tilsammen 1.300 medarbejdere og kontorer i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Randers, Vejle, Silkeborg, Hellerup, Hellebæk og Høje-Taastrup. Læs mere på visma.dk/virksomheder

For yderligere information

Astrid Zimmer Nielsen, National PR & Communications Manager, Visma Danmark
Tlf.: +45 3151 2587
Email: astrid.zimmer@visma.com

Om Visma

Visma er en førende leverandør af forretningskritisk cloud software med en omsætning på 2,4 milliarder euro i 2023, mere end15.000 ansatte og 1,7 millioner kunder i hele Europa og Latinamerika. Ved at forenkle og automatisere processer i virksomheder og organisationer af alle størrelser, bidrager vi til et mere effektivt og velstående samfund. Besøg os på visma.dk

Abonner

Multimedia

Multimedia