Visma fortsætter væksten og skærper fokus på generativ AI
Visma øgede omsætningen med 15 procent i andet kvartal. Koncernen har over 180 igangværende projekter for at forbedre produkter, kundeservice og egne driftsfunktioner ved hjælp af generativ AI.
Visma leverede en omsætning på 579 millioner euro i andet kvartal 2023, svarende til en vækst på 15 procent sammenlignet med samme periode sidste år. EBITDA endte på 148 millioner euro, en stigning på 24 procent i forhold til Q2 22.
Ved udgangen af andet kvartal nåede Vismas årlige tilbagevendende omsætning (ARR) et nyt rekordniveau på 2,07 milliarder euro, en stigning på 23 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
“Visma oplever fortsat god efterspørgsel på forretningskritisk software på tværs af vores centrale markeder. Virksomheder investerer fortsat i digitalisering og automatisering for at blive mere effektive og forbedre deres finansielle kontrol, og den nuværende situation med høj inflation og stramme arbejdsmarkeder burde forstærke denne trend yderligere ”, siger Merete Hverven, koncernchef i Visma.
AI i fokus
Udviklingen af generativ AI er accelereret det sidste halve år, og Visma følger udviklingen nøje.
Mere end 180 AI-initiativer er i gang for tiden på tværs af koncernens selskaber, særligt inden for områder som softwareudvikling og kundesupport. Disse projekter forventes yderligere at forbedre Vismas produkter, kundetilfredshed og interne driftsfunktioner, primært gennem øget automatisering.
Et eksempel er en ny chatbot-løsning udviklet af Visma Dinero i Danmark, som allerede håndterer mere end 50 procent af alle indkomne spørgsmål fra kunder på en tilfredsstillende måde.
"Jeg ser frem til at dele flere detaljer om disse projekter, efterhånden som de modnes. Det, jeg allerede kan sige, er, at generativ AI tilbyder et betydeligt potentiale, der driver effektivitet og kundetilfredshed, både for Visma og vores kunder", siger Hverven.
17 opkøb i 2023
Visma betjener nu 1,6 millioner kunder over hele Europa og Latinamerika, en stigning på 20 procent over de sidste 12 måneder.
I tillæg til stærk organisk vækst, er M&A fortsat en vigtig vækstdriver for koncernen både i nye og eksisterende markeder.
Visma gennemførte syv opkøb i andet kvartal, herunder koncernens første indtræden på markedet for offentlig sundhedssoftware i Holland med selskabet Zorgdomein.
“17 nye selskaber er blevet en del af Visma indtil videre i 2023, og jeg forventer høj aktivitet på denne front også i andet halvår”, siger Hverven.
Højdepunkter for andet kvartal:
- Omsætning på 579 millioner euro, 15% vækst
- EBITDA på 148 millioner euro, 24% vækst
- Årlig tilbagevendende omsætning (ARR) nåede 2,07 milliarder euro, en vækst på 23%
- Gennemførte syv opkøb i kvartalet
Nøgletal for Q2 2023
Tal i millioner euro | Q2 23 | Q2 22 | Ændring |
---|---|---|---|
Omsætning | 579 | 503 | +15% |
EBITDA | 164 | 133 | +24% |
Nettoresultat fra videreført virksomhed | 61.1 | 4.8 | +117% |
For yderligere information
Astrid Zimmer Nielsen, National PR & Communication Manager, Visma Danmark
Email: astrid.zimmer@visma.com
Tlf.: +45 3151 2587
Om Visma
Visma er en førende leverandør af forretningskritisk cloud-software med en omsætning på 2,06 milliarder euro i 2022, 14.500 ansatte og 1,6 millioner kunder i hele Europa og Latinamerika. Ved at forenkle og automatisere processer i virksomheder og organisationer af alle størrelser, bidrager vi til et mere effektivt og velstående samfund. Besøg os på visma.dk.