Visma inviterer 100 lokale piger indenfor til en anderledes skoledag

Report this content

I anledning af Girls’ Day in Science byder Visma Danmark en gruppe piger fra lokale folkeskoler indenfor til en spændende og anderledes skoledag med fokus på software, teknologi og uddannelsesveje.

Pigerne fra 8. og 9. klasse på blandt andet Vadgård Skole i Gladsaxe og Kalvebod Fælled Skole på Vestamager lægger onsdag den 5. oktober vejen forbi Vismas hovedkontor i Carlsberg Byen, hvor det almindelige skoleskema er erstattet med et kig ind bag kulissen i en af Danmarks største softwarevirksomheder.

“Vi vil vise pigerne, hvad vi laver i Visma Danmark, og hvilken værdi vi som softwarevirksomhed bringer til det danske samfund. Kønsfordelingen i vores branche er skæv og faktisk har den ikke ændret sig synderligt de seneste ti år, og det er ærgerligt. Der er så mange spændende muligheder i Visma og indenfor vores branche, og vi håber, vi kan inspirere pigerne i dag,” siger Karina Wellendorph, Managing Director i Visma DataLøn og ProLøn, der er ét af de Visma-selskaber, der arrangerer dagen på Vismas hovedkontor i Carlsberg Byen.

Inspiration fra rollemodeller

Dagens program består både af en rundvisning i Visma House og hands-on workshops, hvor pigerne får lov selv at prøve kræfter med kodning og appudvikling. På rundvisningen kommer pigerne i mindre grupper rundt i hele huset og besøger kvindelige rollemodeller fra Visma-selskaberne.

“Vi har mødt fantastisk opbakning til arrangementet alle steder i huset, og pigerne kan derfor glæde sig til at møde flere forskellige Visma-profiler blandt andet en UX designer fra Visma e-conomic, en SCRUM Master fra Visma Enterprise, en Software Tester fra Visma DataLøn og ProLøn, en Junior Product Manager fra Visma Dinero og mange andre kvindelige medarbejdere. De vil ikke bare fortælle, hvad deres arbejde består i, og hvorfor de synes, det er spændende, men også om deres vej til Visma, som ikke i alle tilfælde har været den lige traditionelle vej,” siger Karina Wellendorph og fortsætter:

“Pigerne skal høre om de mange overvejelser, vores kolleger gjorde sig dengang de skulle vælge uddannelsesretning, og vi skal give dem en tro på, at teknologivejen også er spændende og muligt for dem.”

Hands-on workshops

Men ét er at høre om arbejdet med udviklingen af softwareløsninger noget andet er at prøve det selv. Derfor består en del af programmet også af en workshop-session inden for robotkodning og appudvikling. Her får pigerne mulighed for at få et indblik i robotteknologi, kunstig intelligens og Data Science samt de kreative faser, der går forud for selve softwareprogrammeringen nemlig ideudvikling og design.

“Derudover skal pigerne også bare have lov at komme rundt i huset, mærke stemningen og få en fornemmelse af, hvordan det er at være på en arbejdsplads. Visma-huset rummer både arbejdszoner og hyggelige rekreative områder, hvor der er plads til pauser med kollegerne og sociale aktiviteter, som også er en vigtig del af arbejdsdagen,” siger Karina Wellendorph og afslutter:

“Og så håber vi, at pigerne vil stille en masse spørgsmål dagen igennem til alle de møder på deres vej. Og hvem ved, måske er det vores fremtidige kolleger, vi sender ud af døren igen. Det håber vi.”

Girls’ Day in Science 2022

Det er Naturvidenskabernes Hus, der står bag Girls’ Day in Science. Her fortæller direktør og ekspert i piger og STEM, Maiken Lykke Lolck, at dagen betyder meget for pigerne:

“Vi ser, at pigerne engagerer sig på en anden måde, når de er afsted alene. De træder f.eks. ikke ind i de sædvanlige stereotyper, hvor de måske lader drengene tage over, når der skal undersøges og eksperimenteres. Derudover får de mulighed for at se og opleve, at man kan gøre en kæmpe forskel med naturvidenskabelige kompetencer,” fortæller hun og fortsætter:

“Mødet med rollemodeller hos arrangørerne er også et bærende element i Girls’ Day in Science, fordi vi ved, at det er vigtigt at møde nogen, man kan spejle sig i, når man skal træffe valg om uddannelse.”

Girls’ Day in Science er en årlig landsdækkende kampagnedag, hvor virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet åbner dørene for flere tusinde piger fra grundskoler og gymnasier indenfor til at arbejde med praktiske og virkelighedsnære aktiviteter inden for STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics). Her bliver pigerne inviteret indenfor for at deltage i praktiske og virksomhedsrelaterede workshops. Pigerne møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab.

Det er første gang, Visma deltager i Girls’ Day in Science, og bag arrangementet på Vismas hovedkontor står Vismas fem største danske selskaber: Visma Dinero, Visma e-conomic, Visma Enterprise, Visma Consulting og Visma DataLøn og ProLøn.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia