Visma køber regnskabsprogrammet Dinero
Som led i en klar strategi om at være førende inden for regnskabsprogrammer og softwareløsninger til små og mellemstore virksomheder i Danmark, køber IT-koncernen Visma den danske iværksættervirksomhed Dinero.
Den ledende nordiske IT-koncern Visma, der i 2015 købte e-conomic, har netop købt det online regnskabsprogram Dinero, med den danske serieiværksætter Martin Thorborg i spidsen.
Regnskabsprogram til iværksættere
Dinero, der blev etableret som online regnskabsprogram i 2012, har på kort tid fået godt fat i især iværksætter og startup-segmentet og har indtil videre fået mere end 110.000 tilmeldte virksomheder.
- Vi har været på en fantastisk rejse de sidste fire år. Det samme har Visma og e-conomic, som deler vores ambitioner om at tilbyde de bedste og enkleste løsninger til mindre danske virksomheder. Det giver nu mening for os at gå sammen og få størrelsen, der kan tage Dinero og vores løsninger til det næste niveau, siger Martin Thorborg, der fortsætter som direktør og vil lede og udvikle Dinero i Visma-regi
Dinero beskæftiger cirka 30 medarbejdere og havde i 2015 en omsætning på 9,7 millioner kroner.
Stærkere løsninger til SMV´erne
Opkøbet sker som led i Vismas strategi om at levere de bedste økonomisystemer og forretningsløsninger til alle små og mellemstore virksomheder i Danmark.
- Dinero har været igennem en imponerende udvikling og lavet et fantastisk regnskabsprogram, som gør det utroligt enkelt for de mindste selskaber at håndtere deres bogholderi. Visma og Dinero deler visioner for SMV-segmentet i Danmark, og derfor er det et godt match. Med opkøbet af Dinero vil Visma dermed kunne tilbyde de bedste løsninger til de allermindste virksomheder og iværksættere og hele vejen op til mellemstore virksomheder, siger Mads Rebsdorf, direktør i Visma Software i Danmark.
Både regnskabsprogrammet Dinero og andre løsninger fra Visma, herunder e-conomic, fortsætter som hidtil, med selvstændige løsninger og med samme medarbejdere til at udvikle og servicere kunderne.
Mere information:
www.visma.dk, www.dinero.dk og www.e-conomic.dk samt www.visma.com
Tags: