Visma udvider porteføljen rettet mod den kommunale sektor
Med opkøbet af it-virksomheden Sofus Døgndata tilføjer Visma endnu en virksomhed til den voksende portefølje af selskaber, der har målrettede løsninger til den kommunale sektor.
Visma overtager dags dato den aarhusianske it-virksomhed Sofus Døgndata, som bliver en del af Visma Local Government under divisionen Visma Custom Solution.
"For et par år siden gik vi ind i den kommunale sektor med henblik på at levere software løsninger, der understøtter digitaliseringen i kommunerne og bidrager til at øge effektiviteten. Og hvor man vel at mærke ikke skal igennem lange implementeringsprocesser for at realisere værdien. Målet er at blive en betydelig samarbejdspartner for kommunerne, og med opkøbet af Sofus Døgndata udvider vi nu endnu en gang vores engagement i denne sektor”, lyder det fra Lars Berthelsen, direktør for Custom Solutions Divisionen i Danmark.
Managing Director i Visma Local Government Kasper Lyhr er ansvarlig for Vismas mange produkter rettet mod den kommunale sektor og meget enig med Lars Berthelsen om, at “det nye produkt på hylden” er et stærk løsning til den voksende skare af døgninstitutioner og plejefamilier.
“Sofus er den eneste løsning, der er skræddersyet til at håndtere alt vedrørende plejefamilier og børn. Den dataoverførsel og kommunikation, der foregår i Sofus, er et solidt udviklet værktøj, der passer ind i Visma-familiens mangefacetterede løsninger”, lyder det fra Kasper Lyhr.
Grundlagt på know-how
Historien om den Aarhus-baserede virksomhed Sofus tog sin begyndelse i dette årtusinde, hvor grundlægger Henrik Ernst ville gøre op med de mange håndskrevne rapporter, der vekslede frem og tilbage mellem døgninstitutioner, plejefamilier og kommunale instanser. Henrik Ernst kunne se, at en digitalisering af den megen data kunne forenkle kommunikationen mellem de forskellige parter. Samtidig var det en måde at dokumentere indsats og effekt og give de involverede parter et hurtigt overblik og hele tiden være opdaterede på den aktuelle situation.
“Jeg havde et helt klart ønske om give udsatte børn, unge og voksne et bedre liv. Og efter selv gennem en årrække at have arbejdet som forstander på flere døgninstitutioner kunne jeg se, at vi med de rette systemer kunne hjælpe de professionelle med digitale redskaber, der fagligt vil give mening”, siger Henrik Ernst.
Sofus Døgndata blev grundlagt i 2009 i samarbejde med Klaus Roelsgaard, hvor Henrik Ernst kom med indgående viden fra området, mens Klaus Roelsgaard havde de it-faglige kundskaber. I dét samarbejde lykkedes det at skabe de produkter, som i dag er hjørnestenene i virksomheden. Løsninger, som her i 2022 anvendes af mere end 10.000 brugere, på mere 240 døgninstitutioner og i 26 kommuner.
Grundlægger trækker sig fortrøstningsfuld tilbage
Siden er Martin Lyngby Hansen kommet til og varetager i dag posten som CEO. En position, Martin vil fortsætte med efter salget til Visma, mens Henrik Ernst trækker sig ud.
“Med salget til Visma kan jeg nu trække mig tilbage. Salg til Visma er det rigtige match for Sofus Døgndata og giver mig ro i sindet. Martin er stadig ved roret, og samarbejdet med Visma Local Government gør det muligt at opskalere produkterne og udviklingsarbejdet inden for socialområdet. Det var det, jeg håbede og drømte om, da Klaus og jeg i sin tid igangsatte arbejdet - og nu kan jeg med sindsro give nøglerne videre”, lyder det stolt fra Henrik Ernst.
Visma tilfører muskelmasse og masser af synergi
Også Martin Lyngby Hansen glæder sig til samarbejdet og ser frem til sparringen med de nye kolleger i Visma.
“Det er klart, at vores muligheder for at udvikle de eksisterende produkter og føje nye til stiger markant med den muskelmasse, som vi bliver tilført gennem Visma - og så tror jeg også, at vi har flere synergier, som kan bruges konstruktivt i Visma-regi. Vi har i dag aftaler med 26 kommuner - en position, vi i det nye set-up med Visma og Kasper Lyhr håber at kunne udbygge de kommende år”, lyder det fra CEO Martin Lyngby Hansen.
Og netop synergi-tankegang deler Managing Director Kasper Lyhr med Martin Lyngby Hansen.
“Sofus Døgndata er spændende og cloudbaseret software baseret på moderne teknologi og nemt at navigere i. Der er helt klart mange synergier til vores andre produkter rettet mod det offentlige i Visma Local Government. Samtidig er det spændende for os i Visma at bevæge os ind på det socialfaglige område og fremover også kunne tilbyde produkter indenfor dette segment til det offentlige. Det er et virkelig stærkt produkt udviklet af folk, der har arbejdet med det socialfaglige område i praksis og ved, hvad der fungerer og ikke fungerer”, siger Kasper Lyhr.
Visma øger digitale værktøjer rettet mod det offentlige segment
Når alle formaliteter er faldet på plads, rykker de 11 medarbejdere i Danmark over i Vismas lokaler på Søren Frichs Vej i Aarhus. Sofus Døgndatas afdeling i Norge er en del af aftalen, og fra kontoret i Norge vil man fortsætte arbejdet rettet mod de norske kommuner.
“Sofus Døgndata bliver et stærkt kort i vores voksende økosystem af selskaber her i Visma Custom Solution og og passer godt ind i vores strategi om at kunne tilbyde en bred vifte af digitale løsninger rettet mod det offentlige segment. Placeringen i Visma Local Government giver det rette fundament for det fremadrettede arbejde, og jeg er sikker på, at det vil øge selskabets markedsposition”, lyder det afslutningsvist fra Lars Berthelsen.
…
Om Visma
Visma er en af Europas førende leverandører af forretningskritisk software og services, der skaber et mere effektivt og bæredygtigt samfund. Vi forenkler menneskers arbejdsliv ved at automatisere og forenkle processer for private og offentlige virksomheder og organisationer af alle størrelser. I 2020 havde Visma en omsætning på 1.741 millioner euro. Tilsammen er vi 14.000 medarbejdere dedikeret til at gøre i morgen bedre end i dag for vores 1.135.000 private og offentlige kunder i Norden, Benelux, Central- og Østeuropa og Latin-Amerika. Besøg os på visma.dk.
Om Custom Solutions
Custom Solutions-divisionen dækker i Danmark over virksomhederne Visma Consulting, Co3, Kapacity, Visma Local Government, IMS, Mind4iT, TIMEmSYSTEM, IT Minds, Plandisc, nyligt opkøbte Smartpage og nu også Sofus Døgndata. Divisionen har i Danmark over 700 ansatte, mere end 1.000 kunder og omsatte i 2020 for ca. DKK 700 millioner.
For yderligere information
Randi M. Rimdal, Head of Marketing and Communication, Visma Consulting. Tlf. +45 53 61 63 36
Kasper Lyhr, Managing Director, Visma Local Government. Tlf. +45 53 88 44 54
Tags: