Et af Nordens førende finansielle softwarehuse præsenterer bedste resultat siden nyt ejerskab
Vitec Aloc, et af Nordens førende softwarehuse inden for kapitalmarkedsløsninger, er klar med regnskabet for 2021. Resultatet er det bedste siden ny strategisk ejer, og bundlinjen afspejler den tiltagende vækst. Årsagen skal især findes i implementeringen af en ny forretningsmodel og et kontinuerligt arbejde med professionalisering og fokus på kvalitet.
Den danske leverandør af investment management løsninger til nogle af de største banker, kapitalforvaltere, familiekontorer og pensionsselskaber i Skandinavien, Vitec Aloc, kan i dag præsentere et resultat før skat på 13.774.000 kr. (16,4% i EBIT-margin). Resultatet er det bedste, siden virksomheden i 2014 blev opkøbt af den børsnoterede, nordiske softwarekoncern, Vitec Software Group, hvor resultatet før skat lød på 4.549.000 kr. (6,5% i EBIT-margin).
”Vi indførte i 2014 en ny abonnementsbaseret forretningsmodel, der har gjort forretningen mindre sårbar over for de økonomiske konjunkturer, har givet os en højere andel af recurring revenue og ikke mindst har sikret os et stærkt kundefokus i udviklingen og implementeringen af vores løsninger.” udtaler Mikkel Rahbek Brunse, CEO hos Vitec Aloc, og fortsætter:
”Derudover arbejder vi kontinuerligt med at professionalisere virksomheden og har haft et øget fokus på kvalitet og vores understøttende processer. Tiltag, der bl.a. har gjort os i stand til at tiltrække både nye dygtige medarbejdere og nye attraktive kunder. For os er årets resultat med til at understrege bæredygtigheden i vores forretning og styrken i vores værditilbud.”
Blandt de nyere kunder kan nævnes danske virksomheder som BLS Capital, datacentralen SDC, LB Forsikring og Artha Kapitalforvaltning samt det norske pension- og forsikringsselskab, Oslo Pensjonsforsikring, Mercer (Norge) AS og et Family Office i Liechtenstein. En andel af nye kunder, som softwarehuset ser vokse de kommende år. Dét sammen med de fortsatte udvidelser i samarbejdet med eksisterende kunder – som tilfældet har været de seneste år med bl.a. PensionDanmark og Nykredit – bringer Vitec Aloc stabilt frem mod koncernens mål.
For mere information, kontakt
Mikkel Rahbek Brunse, CEO hos Vitec Aloc, på tlf.: +45 29997160.
Om Vitec Aloc
Vitec Aloc A/S er en del af den nordiske softwarekoncern Vitec Software Group AB (publ) med 1050 ansatte i Norden. Vitec Aloc tilbyder produkter, der opfylder alle professionelle krav til portefølje- og risikostyring, treasury og børshandel, og leverer løsninger til nogle af de mest ambitiøse og succesrige virksomheder i markedet. Vitec Alocs services dækker alt fra rådgivning og analyse over integration og implementering til hosting. Læs mere om Vitec Aloc på www.vitecsoftware.com/aloc.
Om Vitec
Vitec er førende inden for Vertical Market Software i Norden. Vi udvikler og leverer standardsoftware til forskellige brancher. Vitecs vækststrategi er at opkøbe softwarevirksomheder, der er etableret i markedet, og som samtidig er veldrevne. Koncernens overordnede processer i kombination med medarbejdernes høje kendskab til kundens lokale marked skaber gode forudsætninger for forbedringer og fortsat innovation. Vitec har 1050 medarbejdere, er noteret på Nasdaq Stockholm og omsatte for 1.571 mio. SEK i 2021. Få mere at vide om Vitec på www.vitecsoftware.com.