Ny ordning skal fremme udvikling og vækst i virksomhederne
Nu er det muligt for små og mellemstore virksomheder at ansætte unge faglærte med tilskud gennem fagpilotordningen. Virksomhederne kan på den måde få hjælp til at skabe fornyelse og innovation samtidig med at driften passes som normalt.
Ledere af små og mellemstore virksomheder har tit mere end rigeligt travlt med at få løst de mange daglige driftsopgaver til kundernes tilfredshed. Derfor kan det knibe med at få tid til at tænke nyt og igangsætte de spændende ideer, som kan sikre, at virksomheden hele tiden udvikler sig og står stærkt i konkurrencen – også i krisetider.
Den nye fagpilotordning giver private virksomheder med mellem to og 100 ansatte mulighed for at ansætte fx en ung, uddannet håndværker, it-supporter eller elektriker med tilskud i op til et år. Fagpiloten er under 30 år og har en afsluttet erhvervsuddannelse med i bagagen. Fagpiloten bliver ansat til at varetage et konkret projekt, som skaber udvikling i virksomheden.
Unge faglærte får mulighed for at skabe deres eget job
”Fagpilotordningen giver de små og mellemstore virksomheder mulighed for at få løst opgaver, som ellers risikerede at samle støv, for ideerne er derude i virksomhederne. Ordningen kan blive en saltvandsindsprøjtning til virksomhederne, der gerne vil udvikle sig,” siger kontorchef Kirsten Thomsen, Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland og tilføjer:
”Samtidig får de unge faglærte vigtig erhvervserfaring i mellem seks og 12 måneder, som fremadrettet kan hjælpe dem til at få et fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi skal holde fast i de unge faglærte, der bliver brug for dem. På sigt forventer vi mangel på faglært arbejdskraft.”
Kun fantasien sætter grænsen for, hvad fagpiloten kan påtage sig, så længe opgaven ikke handler om virksomhedens almindelige drift, for det giver ordningen ikke støtte til. Med sin dugfriske faglige uddannelse i bagagen kan fagpiloten fx udvikle nye produkter, sørge for at den tiltrængte nye teknologi omsider bliver indført, opdyrke nye markeder eller gennemtrawle al den nyeste viden om nye materialer og teknologi, så virksomheden bliver klædt på til fremtiden.
Kort om fagpilotpuljen
Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland administrerer den landsdækkende ordning på vegne af beskæftigelsesregionerne i Danmark. De første fire ansøgninger om fagpilotprojekter er godkendt.
Læs mere om ordningen på fagpilot.dk.
Er du interesseret i fotos, cases og interviews om fagpilotordningen, kan du kontakte:
Projektleder Mi Storm Jensen, Wanek & Myrner
Tlf. 33 11 00 97
E-mail: mi@wanek-myrner.dk
Tags: