Delårsrapport for 2. kvartal 2020 – Omsætningen steg 23% i Q2 2020
Selskabsmeddelelse nr. 120
Bestyrelsen for Wirtek A/S har i dag behandlet og godkendt halvårsregnskabet for 1. halvår 2020 for Wirtek koncernen.
Sammendrag
”En omsætningsvækst på 23% i 2. kvartal 2020 og en fordobling af resultatet før skat var mere, end vi havde forventet ved årets start – og det på trods af COVID-19 pandemien. Derfor har vi opjusteret forventningerne til årets resultat før skat fra 1,55–1,75 mio. kr. til 1,9–2,2 mio. kr., eller en vækst på 41%–64% i 2020. Vi er meget tilfredse med resultatet og forventer også et spændende 2. halvår 2020”, udtaler Michael Aaen, Adm. direktør hos Wirtek A/S.
Hoved- og nøgletal for perioden 1. januar – 30. juni 2020
TDKK | Q2_2020 | Q2_2019 | Ændring | H1_2020 | H1_2019 | Ændring |
Nettoomsætning | 6.663 | 5.411 | 23% | 13.656 | 10.777 | 27% |
EBITDA | 793 | 391 | 103% | 1.654 | 707 | 134% |
EBITDA-margin (%) | 11,9% | 7,2% | 65% | 12,1% | 6,6% | 85% |
Resultat før skat | 729 | 342 | 113% | 1.552 | 636 | 144% |
Likvider ultimo perioden | 4.544 | 1.084 | 319% |
Højt aktivitetsniveau i 1. halvår 2020
- Omsætningen steg med 23% i Q2 2020 og 27% for 1. halvår 2020.
- COVID-19 har kun påvirket aktiviteten på to områder:
- En af Wirteks amerikanske kunder satte to nye projekter i bero primo Q2 2020 (nu igangsat ved udgangen af Q2 2020).
- En udenlandsk kunde reducerede aktiviteten i slutningen af Q2 2020, hvilket er indregnet i Wirteks forventninger for 2020.
- Driftsresultatet (EBITDA) steg med 103% i Q2 2020 og 134% i 1. halvår 2020:
- Et fortsat stort omkostningsfokus, en høj kapacitetsudnyttelse i selskabets rumænske datterselskab samt omkostningseffekten fra fusionen af datterselskabet Software-Pro ApS har ført til en forbedring af rentabiliteten i 1. halvår 2020.
- EBITDA-marginen steg fra 6,6% til 12,1% i 1. halvår 2020.
- Wirtek iværksatte grundet COVID-19 i marts måned en række initiativer, så vores medarbejdere kan servicere kunderne under hensyntagen til hindring af smittespredning og ikke mindst medarbejdernes sikkerhed.
Opjustering af forventningerne til 2020
(jf. selskabsmeddelelse nr. 119 af 5/8 2020)
- Resultat før skat opjusteres fra 1,55–1,75 mio. kr. til 1,9–2,2 mio. kr. (+41%–64%).
- Omsætningen for 2020 fastholdes på 26–28 mio. kr. (+12%–21%).
- Likviditetsberedskabet forventes at blive styrket markant gennem driften i løbet af 2020.
Wirtek er et konsulent- og udviklingshus, som leverer outsourcing af softwareudvikling og produkttest til en række kunder i Danmark og udlandet. Vores nearshore udviklings- og testcentre i Rumænien leverer fleksible ydelser af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. Vores kompetencer spænder bredt fra web-baserede løsninger og portaler til indlejrede systemer og mobile løsninger. Wirtek fokuserer på at opbygge langvarige kundepartnerskaber ved at skabe merværdi for vores kunder. Se yderligere information på www.wirtek.com.Wirtek A/S er noteret på Nasdaq Copenhagen – WIRTEK (DK0060040913) |
Tags: