England undgår mega-malkefabrik
Firma bag planerne om at bygge Englands største malkefabrik har droppet projektet. Det glæder WSPA.
Landsbyen Lincolnshire skulle efter planen have huset Englands første mega-malkefabrik med knap 4.000 køer, men nu har firmaet bag planerne, Nocton Dairies, kastet håndklædet i ringen. Modstanden fra blandt andre WSPA (World Society for the Protection of Animals) blev for stor.
”Dette er en fantastisk nyhed, som vi modtager med glæde. Mens Englands statslige miljøinspektions indvendinger blev det sidste søm i kisten for Nocton Dairies’ planer, har vores research gjort det klart, at der er en lang række grunde til, at Nocton Dairies ikke skal have tilladelse til at bygge fabrikken,” siger Suzi Morris, direktør for WSPA i England.
WSPA i England har med kampagnen ’Not in my Cuppa’ (på dansk: ’Ikke i min kop te, tak’) arbejdet for at få stoppet planerne om den nye form for malkefabrik i England. De såkaldte bur-køer opdrættes til at kunne give mest mulig mælk, og undersøgelser fra USA viser, at de bliver malket nonstop og dør tidligt på grund af infektioner. De kommer ikke på græs, og deres yvere er fyldt med betændte mælkeknuder.
”Dette er en sejr for forbrugerne, for mælkeproducenterne og selvfølgelig for køerne,” siger Suzi Morris og tilføjer:
”Vi har vundet i denne omgang, men vi stopper ikke, før vi ved, at fabriksmælk fra bur-køer aldrig bliver tilladt i England.”
For yderligere oplysninger, kontakt pressemedarbejder i WSPA Janne Bruvoll på 33 93 72 12 eller 60 63 38 12 eller på janne@wspa.dk.