Racehall bygger Sveriges største indendørs gokartbane i Stockholm
Fra efteråret 2024 vil gokartentusiaster kunne konkurrere på Sveriges suverænt største indendørs gokartbane i Botkyrka, lige syd for Stockholm. Banen bliver cirka 1 000 meter lang og vil have plads til over 30 gokarts samtidigt.
Racehall Stockholm bliver en stor rundbuehal uden søjler for at skabe en sikrere bane og for at give både kørere og tilskuere den optimale raceroplevelse. I tilknytning til banen bygges en indgangsbygning i to plan. Besøgende vil kunne følge dramaet på banen gennem panoramavinduer fra en O’Learys sportsrestaurant, som bliver bygget på første sal.
"Vores mål er at bygge Sveriges største og teknologisk mest avancerede indendørs gokartbane. Det handler om veldesignede baner og gokarts med høj ydeevne for hurtige omgangstider i sikre omgivelser. Med O’Learys som partner kan vi forene passionen for sport, god mad og skabe mindeværdige øjeblikke for alle, der besøger os," siger Racehalls administrerende direktør, Flemming Grene Thomsen.
Efterfølger succesen i Danmark
For tre år siden byggede Racehall verdens største indendørs gokartbane i København. Efter flere succesrige år i København og Aarhus slår Racehall nu for første gang nogensinde dørene op til en kæmpe bane udenfor landets grænser.
Banen i Sverige bliver med øget fokus på det miljøvenlige. Selskabet anvender bl.a. solceller, LED-lys og giftfri specialbenzin. Og netop bevidstheden om miljøet er begyndt at fylde mere hos det voksende selskab. Derfor er det heller ikke urealistisk, at selskabets gokarts i fremtiden skal køre på el.
"Vi arbejder meget miljøbevidst med fokus på at minimere vores miljøaftryk, og det vil også blive tilfældet i Sverige," siger Flemming Grene Thomsen.
Botkyrka kommune som en vigtig samarbejdspartner
Botkyrka kommune har været en vigtig samarbejdspartner for Racehall Stockholm.
"Vi er glade for, at Racehall har valgt Botkyrka til deres store facilitet. Det vil bringe stor glæde til både unge og ældre borgere i Botkyrka. Jeg ser allerede nu frem til at suse rundt på banen sammen med mine børn," siger Emanuel Ksiazkiewich, borgmester i Botkyrka.
"Vi har haft et meget godt samarbejde med Botkyrka kommune gennem hele processen. Byggetilladelsen var en forudsætning for at vores aftale om køb af 3 hektar af en privat jordejer kunne realiseres. Vi er meget glade for, at vi nu er kommet så langt, at vi kan begynde byggeriet," siger Flemming Grene Thomsen.
Restaurantkæden O'Learys som en del af oplevelsen
Restauranten vil have 170 pladser, og besøgende vil kunne følge begivenhederne på banen via tv-skærme og panoramavinduer.
Ferdi Korkmaz er franchisetager for O'Learys.
"Racehall Stockholm bliver en af de mest spændende og innovative attraktioner, og vi er glade for at kunne tilbyde både frokost- og middagsgæster en kombination af adrenalinkick og en førsteklasses madoplevelse," siger Ferdi Korkmaz.
Et sted for alle
Racehall Stockholm vil tilbyde de samme alsidige løbstyper som i Danmark til enkeltpersoner, familier, grupper og konferencegæster, inklusiv gokartklub for børn, unge og voksne med træningstider tilpasset forskellige færdighedsniveauer.
Allerede i begyndelsen af 2024 begynder Racehall at tage imod forhåndsbookinger.
Fakta om Racehall Stockholm
Racehall startede byggeriet med RO-Gruppen som totalentreprenør i midten af august 2023.
Gokartbanen vil have en størrelse på 7 500 kvadratmeter, og den integrerede indgangsbygning vil være cirka 1 400 kvadratmeter. I umiddelbar tilknytning vil der også blive bygget 105 parkeringspladser.
Banen bygges i Tysslinge/Botkyrka tæt ved E4/E20-afkørslen ved Södertälje/Moraberg på vej 225.
Racehalls ejerkreds inkluderer blandt andre personer fra Lego- og Jysk-familierne.
Pressekontakt
Yearwood PR & Productions AB
Marcus Årskog
marcus@yearwoodpr.com
+46 70 758 57 78
Tags: