Afskedigelser på Berlingske Tidende
"Baggrunden er, at Berlingske Tidende med længere tids faldende annonceomsætning må forudse en nedgang for året i størrelsesorden 100 millioner kroner. Indtjeningsnedgangen har vi tidligere i år søgt afhjulpet ved omfattende besparelser uden egentlige medarbejderreduktioner", siger kommerciel direktør Søren Jakobsen, Berlingske Tidende A/S.
Situationen er imidlertid blevet forværret hen over sommeren, og desværre er der ikke tegn i mar-kedet på, at konjunkturerne for annoncemarkederne vender i indeværende eller næste år. Sammen med udsigter til stigende papirpriser og et fortsat faldende oplag, nødvendiggør den økonomiske situation såvel en øjeblikkelig som langsigtet tilpasning af avisens samlede omkostningsniveau.
Derfor er det nødvendigt at supplere de iværksatte omkostningsreduktioner med en egentlig medarbejderreduktion i størrelsesorden 118 ud af i alt 725 fuldtidsstillinger, således at den samlede økonomiske effekt heraf i år 2002 bringes op på omkring 100 millioner kroner.
"Vi har i dag fortalt vore medarbejdere, at de allerede effektuerede besparelser ikke alene kan dække det indtjeningsfald, som avisen ulykkeligvis oplever. For at støtte medarbejderne arrangeres et beredskab, der løbende kan tilbyde samtalehjælp og svare på juridiske spørgsmål", siger Søren Jakobsen.
Situationens alvor taget i betragtning, har ledelsen i en mundtlig og skriftlig appel opfordret til, at alle medarbejdere går ind i forløbet på en måde, som mindst muligt påvirker avisen, dens læsere og annoncører.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidende A/S
Søren Jakobsen
Kommerciel direktør
Søren Østergaard Sørensen
Konstitueret chefredaktør