Carlsberg vil brygge øl på verdens tag

Report this content
Købet gør Carlsberg til markedsleder på Tibets stærkt voksende ølmarked. Lhasa Brewery er gældfrit, og med et nettoresultat på 30 mio. kr. og en omsætning på ca. 120 mio. kr. i 2003 er det et af de mest lønsomme bryggerier i regionen. 
 
Den nuværende ejer af bryggeriet, Tibet Galaxy Science & Technology Development Co. Ltd., beholder de øvrige 50% af aktierne. Parterne har aftalt ikke at offentliggøre købsprisen, og købet skal i øvrigt godkendes af myndighederne.
 
Lhasa er hovedstaden i Tibet og en verdens højestbeliggende byer, idet den ligger i 3.760 meters højde. Lhasa Brewery blev etableret i 1988 og er det eneste bryggeri i Tibet og suveræn markedsleder med en markedsandel på 45%.
 
Når købet er på plads, vil Carlsberg indføre sine høje standarder for produktion og  videreuddanne de omkring 250 medarbejdere. Der er desuden planer om at øge investeringerne i markedsføring og distribution blandt andet for at styrke kendskabet til og udbredelsen af Carlsberg mærket.  
 
Det samlede tibetanske ølmarked skønnes i 2003 at være ca. 730.000 hl, og det årlige pr. capita forbrug er 18,5 liter. Ølforbruget vokser omkring 8% om året. Der er særdeles gode muligheder for, at forbruget vil stige på grund af fortsat økonomisk vækst, og fordi især unge flytter fra landet til byerne. Med henblik på at  fremtidssikre Lhasa Brewery i et vækstmarked og øge markedsandelen er bryggeriets kapacitet ved at blive udbygget til 1,5 mio. hl øl.
 
Købet er et naturligt led i Carlsbergs strategi om at købe bryggerier med en stærk markedsposition i vækstmarkeder primært i Asien og Østeuropa. Købet er den første større danske investering i Tibet og lever desuden op til IFUs formål om at indtræde i projekter, der kan fremme den økonomiske og efterfølgende sociale udvikling i regioner med et stort potentiale
 
Ølmærker 
 Lhasa Brewery brygger og markedsfører to mærker, Lhasa Beer og Qingke Beer. Lhasa Beer er absolut det største mærke. Qingke Beer er et relativt nyt mærke, der  brygges på qingke, en særlig højlandsbyg som stort set kun findes i Tibet.
 

Abonner