I Malta finder der folkefester, festivaler og begivenheder sted året rundt
Denne lille ø i Middelhavet byder på en bred vifte af kultur- og underholdningsaktiviteter, der tiltrækker både lokale og turister. Uanset hvornår du besøger Malta, er der altid noget spændende at opleve. Festivaler afholdes på steder, der gør oplevelsen helt unik, hvad enten det er den imponerende arkitektur, de naturskønne omgivelser eller de historiske og maleriske omgivelser.
Her er et udvalg af, hvad der sker indtil februar 2025.
Malta Mediterranean Film Festival
22.- 30. juni 2024
Malta er et af verdens mest populære lande for film- og tv-optagelser. Nu om dage arrangeres der også en filmfestival for både filmentusiaster og professionelle filmskabere. Malta Mediterranean Film Festival har ambition om at vise unikke film, og samtidigt fungere som en platform for dialog, udveksling af ideer og samarbejder mellem filmskabere. "Poor Things"-instruktøren Yorgos Lanthimos' nye film "Kinds of Kindness" med Emma Stone er en af de film, der er med i konkurrencen, mens andre film vises uden for konkurrencen. Masterclass-programmer afholdes af blandt andre Avatar-komponisten Simon Franglen, Guldpalmen og BAFTA-vinderen Mike Leigh m.fl.
Malta Jazz Festival
8.-13. juli 2024
Jazzmusik omfavnes i løbet af fire julidage i Valletta. Den amerikanske trompetist og to gange Grammy-vinder Chief Adjuah, Walter Smith III Quartet, sjælfuld jazz med Something Else! og TRIO GRANDE er årets attraktion.
Farsons Beer Festival
25. juli – 3. august 2025
Skål i øl på Maltas største musikbegivenhed, Farsons Beer Festival, der afholdes i Ta Qali National Park. Festivalen byder på madservering, håndværksmarked og ølsmagning af både lokale og internationale øl. Besøgende kan smage op til 30 prisvindende øl og der er gratis adgang for alle.
Glitch Festival
13.-16. august 2024
Epicentret for elektronisk musik i august måned er Glitch Festival på Malta. Oplev techno og rave med over 70 kunstnere på otte scener over fire dage. Kunstnere fra Europas bedste klubber kommer til at skabe en uforglemmelig festoplevelse.
Karneval x 2
25.-27.juli 2024 og 28.februar- 4.marts 2025
Karnevallet på Malta er en af landets ældste historiske festligheder med rødder, der strækker sig tilbage til riddertiden. Karneval er synonymt med farverige parader, hvor fantasifulde figurer og kostumer fylder gaderne i Valletta og Nadur på Gozo. Den glade fest akkompagneres af høj musik, dans, munter stemning og et begejstret publikum. Denne store folkefest finder sted, også i nogle af de mindre byer, fra 28. februar til 5. marts 2025.
Et relativt nyt fænomen er, at der også arrangeres et sommerkarneval i august. Sommerkarnevallet er hovedsageligt koncentreret i Bugibba, Birzebbuga og Marsaskala. Festen arrangeres blandt andet for at vise kostumernes fantastiske håndværk frem for dem, der besøger Malta i løbet af sommeren.
Malta Marathon
23. februar 2025
Det 40. maratonløb finder sted den 23. februar 2025, hvilket gør løbet til et af Europas ældste maratonløb. Både maraton og halvmaraton foregår ned ad bakke, hvilket gør dem forholdsvis hurtige. De starter i en højde af 195 meter uden for middelalderhovedstaden Mdinas befæstede mure og ender ved havet.
Kontakt:
Visit Malta i Skandinavien och Finland
Email:VisitMalta.Nordic@aviareps.com
Tags: