Pavillonleverandør ansætter erfaren Head of Operations
Tidligere byggechef for Steen & Strøm, Søren Sterregaard, har fundet sin nye base hos pavillonleverandøren Adapteo, hvor han nu indtager positionen som Head of Operations med ansvar for Project & Fleet. Her vil CO2-reduktion og procesoptimering være de centrale fokusområder for de initiativer, som den erfarne leder planlægger at implementere.
I sin rolle som Head of Operations har Søren Sterregaard flere vigtige ansvarsområder. Dette inkluderer at sikre, at virksomhedens driftsprocesser fungerer effektivt og er i overensstemmelse med deres mål og strategier, og her bliver modulerne hans primære ansvarsområde.
- I mit arbejde med henholdsvis Fleet- og Project-afdelingen står jeg blandt andet overfor at skulle analysere adskillige processer, herunder hvordan vi håndterer modulerne ved returnering samt projektledernes arbejdsmetoder. Min opgave vil være at forsøge at optimere disse processer med det formål at gøre arbejdet lettere for alle, fortæller Søren Sterregaard.
Væk med brug-og-smid-væk-kulturen
Med det stigende fokus på bæredygtigt byggeri og renovering samt det voksende overforbrug af materialer inden for bygge- og anlægssektoren er Søren Sterregaard trådt ind i Adapteo på et spændende tidspunkt. Ifølge ham er der mange muligheder hos pavillonleverandøren, og især reduktion af CO2-udslippet gennem genanvendelse kommer til at spille en betydelig rolle for den nye Head of Operations samt de beslutninger, der skal træffes.
- Selvom Adapteo i forvejen har en stærk position inden for cirkularitet, er der altid grund til at undersøge, om man kan forbedre sig. Det handler blandt andet om at finde den optimale måde at forlænge levetiden på vores moduler, samtidig med at vi i højere grad skal udfordre den generelle brug-og-smid-væk-kultur i branchen, fortæller Søren Sterregaard og fortsætter:
- Ved eksempelvis at have et nøje overblik over lagerbeholdningen bliver det også lettere for os at vurdere, hvad vi har til rådighed i forhold til modulerne, men også alt det tilhørende som trappetårne, elevatorer, ramper og platforme, når vi skal starte et nyt projekt op. Det er netop disse strategiske indsigter, jeg ser frem til at undersøge og optimere.
Målet er en stærk og robust organisation med glade medarbejdere
Ambitionerne for Adapteo er store for den nye Head of Operations, der vil bidrage til opbygningen af en stærk og robust organisation med forsat vækst og fokus på personlige kompetencer. Samtidigt vil han implementere effektive processer, der letter projektledernes opgaver og navigation.
- Vi arbejder løbende med at optimere og forbedre vores processer. Jeg ser frem til i samarbejde med vores dygtige medarbejder at afdække dette og blive mere til gavn for kunderne. Jeg synes, der ligger en spændende proces i at strømline samt undgå at overkomplicere arbejdet, fortæller Søren Sterregaard.
Den nye Head of Operations begyndte sit arbejde hos Adapteo i oktober, og siden da har han fokuseret på at indsamle information og få en dybere forståelse af, hvordan pavillonleverandørens nuværende processer fungerer. Derfor ser han nu frem til at rulle ærmerne op og komme i gang med arbejdet.