Ny rapport beskriver skandinaviske rejsende
I en ny rapport fra Amadeus kortlægges de skandinaviske rejsendes behov og vaner. Målet med rapporten er at give rejsebureauer ‒ både traditionelle og onlinebaserede ‒ indsigt i forskellige kundesegmenter, så bureauerne kan blive mere konkurrencedygtige.
Stockholm, 3. maj 2012 – Rapporten ”Hvem rejser med dig?” fra Amadeus kortlægger de skandinaviske rejsendes behov – hvad der inspirerer dem, hvordan de søger information, og hvordan de rejser. Med denne viden kan rejsebureauer ‒ uanset om de er traditionelle eller onlinebaserede ‒ lettere tilpasse deres tjenester og aktiviteter, så de tiltrækker nye rejsende og samtidigt styrker forholdet til de eksisterende kunder.
– I dag booker folk i stadig større udstrækning deres rejser på internettet. Udfordringen for de fleste traditionelle rejsebureauer er derfor at genskabe det fysiske møde med kunden på nettet. Det kræver en særlig viden om de forskellige kundesegmenters behov, præcis som for alle succesfulde e-virksomheder. Men rapporten henvender sig i lige så stor udstrækning til helt internetbaserede aktører, siger Jesper Söderström, der er administrerende direktør hos Amadeus Scandinavia.
Amadeus inddeler de rejsende i fem kundesegmenter: Digital Natives, Young Adults, Family Travellers, Empty Nesters og Golden Oldies (se faktaboksen nedenfor). Hvert segment repræsenterer forskellige muligheder og udfordringer for rejseselskaberne. Gennem generaliserende konklusioner får vi et billede af, hvordan vi rejser i dag, og hvordan udviklingen kan skabe muligheder for alle aktører inden for branchen.
Resultaterne viser, at Family Travellers udgør den største kundegruppe målt i volumen ‒ de står for en tredjedel af alle flybookinger i Skandinavien. Alligevel er det Golden Oldies, som rejser oftest, hvis man kun ser på flyrejser. Regner man både fly og tog, rejser Digital Natives og Young Adults mest. Bortset fra Empty Nesters bruger Golden Oldies desuden flest penge på rejser. Tilsammen står de ældste kundesegmenter altså for mere end halvdelen af det, der i alt bruges på rejser.
Ifølge rapporten findes det største samlede potentiale blandt Digital Natives. 65 % af flybookingerne i dette segment foretages ikke via rejsebureauer eller charterselskaber ‒ ofte booker man bare et flysæde. For rejsebureauerne er det dog Young Adults, der udgør det største realistiske potentiale. En tredjedel af denne kundegruppes flybookinger, som ikke er foretaget gennem et rejsebureau eller et charterselskab, er bookinger, hvor flyrejsen og overnatningen er købt separat. Denne type rejser skulle potentielt kunne bookes som en pakke gennem et rejsebureau.
Segment | Kort beskrivelse |
Digital Natives | Unge forbrugere på mellem 18-24 år, som er vokset op i den digitale tidsalder. Kundegruppen har et stærkt ønske om at rejse og opdage verden, og til forskel fra tidligere generationer gør de det i større udstrækning takket være lavere flypriser. Internettet er deres primære bookingkanal. |
Young Adults | Rejsende på mellem 25-44 år uden børn. De har kun lidt fritid, hvilket gør, at deres rejser er begrænset til ferieperioder og weekender, men de har alligevel råd til at tage på næsten lige så mange ferier som de yngre rejsende. Segmentet booker oftest via flyselskabernes hjemmesider eller gennem internetbaserede rejsebureauer. |
Family Travellers | Personer på mellem 18-64 år med mindst ét hjemmeboende barn. De har meget specifikke krav til, hvor rejsen skal gå hen, og hvornår den skal lægges, hvilket styrer informationssøgningen og rejseplanlægningen. Halvdelen af alle rejserne foretages inden for Europa, og Family Travellers booker ofte via charterselskaber, eller hos rejseudbydere de kender i forvejen. |
Empty Nesters | Personer på mellem 45-64 år uden børn eller med voksne børn, der er flyttet hjemmefra. De har god økonomi, en nyfunden fleksibilitet og er mere aktive end yngre generationer ‒ og så har de et stærkt behov for at rejse. De tager gerne på sol- og weekendrejser, som de booker enten via flyselskaber, charterselskaber eller traditionelle rejsebureauer. |
Golden Oldies | Pensionister med tid til at rejse og fleksibilitet omkring datoer. De er aktive og sætter pris på oplevelsesrejser som fx tema-, krydstogt- og golfrejser. Oftest rejser de til Sydeuropa, men nogle gange også til mere eventyrlige destinationer. Der er en vis tøven med at booke via internettet, men Golden Oldies bruger gerne nettet til at hente rejseinspiration. De booker gerne gennem rejsebureauer. |
Om rapporten
Rapporten bygger dels på en onlinebaseret undersøgelse gennemført i samarbejde med Norstat AB. Undersøgelsen omfattede 1206 forbrugere i Skandinavien. Som supplement har Amadeus gennemført dybdegående interviews med 15 personer i Skandinavien. Samtlige deltagende havde søgt eller booket mindst én rejse på internettet i løbet af de seneste 12 måneder. Undersøgelsen og interviewene blev foretaget i 2011.
Hele rapporten kan downloades her.
Kontaktinformation
Jesper Söderström
Adm. direktør, Amadeus Scandinavia
Tel: +46 8 458 05 00
E-mail: jesper.soderstrom@sca.amadeus.com
Om Amadeus
Amadeus er den førende transaktionsbehandler og leverandør af avancerede teknologiske løsninger til rejse- og turistindustrien på globalt plan.
Kundegrupperne omfatter rejseleverandører (f.eks. flyselskaber, hoteller, togselskaber, færgeselskaber og lign.), rejsesælgere (rejsebureauer og websteder) og rejsekøbere (virksomheder og individuelle rejsende).
Koncernen driver en transaktionsbaseret forretningsmodel og behandlede i 2011 mere end 948 millioner rejsetransaktioner.
Amadeus har hovedkontorer i Madrid (virksomhedens hovedsæde og marketing), Nice (udvikling) og Erding (drift – databehandlingscenter) og regionale kontorer i Miami, Buenos Aires, Bangkok og Dubai. På markedsplan leverer Amadeus sine kundetjenester gennem 73 lokale Amadeus-forretningsorganisationer, der dækker 195 lande.
Amadeus er noteret på børserne i Madrid, Barcelona, Bilbao og Valencia og handles under børskoden “AMS.MC”. I 2010 havde virksomheden en omsætning på EUR 2.707,4 millioner og en EBITDA på EUR 1.039,0 millioner. Amadeus-koncernen beskæftiger mere end 10.000 medarbejdere i hele verden og har 123 nationaliteter repræsenteret på sine hovedkontorer.
For flere informationer om Amadeus, klik ind på www.amadeus.com/sca
Tags: