Martin Vorgod udnævnes til CEO for Global Risk Management
NAVNENOTE
Middelfart, den 21. november 2024
Martin Vorgod tiltræder som CEO for Global Risk Management (GRM) fra 1. december 2024. Han kommer fra en stilling som Chief Commercial Officer, CCO, i samme virksomhed, hvor han har været ansat siden 2022. Her har han haft fokus på at strømline og professionalisere organisationen for at kunne arbejde endnu tættere sammen med de maritime kunder og forberede den grønne omstilling, herunder udvikling af nye produkter inden for energi- og emissionscertifikater.
Martin Vorgod har fra sin tid som Global Head of FX Sales i Danske Bank solid erfaring inden for ledelse samt dyb indsigt i den daglige operation af salg og råvarehandel. I sine år hos Danske Bank har han været projektleder for bankens råvarehandel og har desuden tilbragt flere år i New York, hvor han relancerede bankens valutahandel og udviklede en stærk intern virksomhedskultur.
Martin Vorgod har som CCO leveret fremragende resultater med både at sikre nye kunder og udvikle eksisterende. Det er denne indsats, som han skal forsætte med at drive, når han overtager posten som CEO, og som han med sit forudgående kendskab til virksomheden er godt positioneret til at drive videre. Han afløser på posten Peder Møller, som indtræder i direktionen som COO i Bunker Holding Group.
For yderligere information kontakt da:
Mikkel Wenzel
Communications Officer
M +45 26 79 91 63
E-mail: miwe@ustc.dk
Om Global Risk Management
Global Risk Management er blandt de førende leverandører af hedging-løsninger til risikostyring af energipriser. Ved at kombinere dybdegående viden om energimarkedet, finansiering og transport, hjælper de kunderne med at beskytte deres margin mod de risici, de notorisk volatile energipriser udgør. En stor del af kunderne findes i shippingindustrien, men et bredt udvalg af luftfartsselskaber, olieleverandører og industrikunder gør også brug af Global Risk Managements ekspertise.
Global Risk Management er en del af det danske, familieejede United Shipping & Trading Company (USTC). USTCs portefølje indeholder bl.a. aktiviteter inden for olie & energi, shipping, dør-til-dør-logistik, risk management, bilaktiviteter, IT og bæredygtig energi – og er repræsenteret i 38 lande med flere end 4.500 ansatte.
Tags: