Mærsk: kold luft til bløde bananer
Transport af sarte varer fra en verdensdel til en anden i barske omgivelser kræver både nænsomhed og robusthed. Grundfos-motorer er med til at opfylde begge krav.
Der går ikke lang tid efter købet, før en banan ikke længere har sin fristende gule farve og friske konsistens. Den bliver hurtigt overmoden, hvis den opbevares ved stuetemperatur, og lægges den i køleskabet, mister den både farve og konsistens.
’Ligesom enhver anden frugt har bananen sin helt egen idealtemperatur for modning og opbevaring’, forklarer Anders Gamborg Holm.
Som General Manager for Sales and Marketing hos Maersk Container Industry repræsenterer han verdens næststørste producent af kølecontainere og køleenheder til containere. Det er derfor, han har sat sig grundigt ind i frugters modningsproces.
’Vi forsøger at komme tæt på virkeligheden hos kundernes kunder og få et indgående kendskab til deres behov, så vi kan give deres varer de bedste betingelser under transporten’, siger Anders Gamborg Holm.
Gør verden mindre
Temperaturen i containerne fra Maersk Container Industry kan reguleres mellem -30 og +30 grader, så den passer nøjagtigt til de varer, der skal transporteres. I den nyeste produkt-variant er det også muligt at styre luftens indhold af CO₂og ilt.
’Vi kalder det controlled atmosphere’, fortæller Anders Gamborg Holm og fortsætter: ’Med det kan vi stoppe frugternes modning, så den maksimale transporttid bliver dobbelt så lang som i andre kølecontainere — helt op til 50 dage. Det har stor betydning i forhold til at udvide markedet for frugtavlere i eksempelvis en række mellemamerikanske lande, hvor produktionen af mango, avocado og andre frugter er alt for stor i forhold til, hvad der kan afsættes lokalt i løbet af en kort sæson’.
Modstår barskt miljø
Den skånsomme behandling af varerne inde i containerne står i grel kontrast til de voldsomme strabadser, de udsættes for på skibene og i havnene. Det ved Kim Axelsen alt om, for som ingeniør i Refrigeration, Research and Development hos Maersk Container Industry er det ham, der tester containerne for, om de kan modstå de værst tænkelige forhold.
’Det er ikke ualmindeligt, at en kran taber en container fra en meters højde, eller at en bølge overskyller hele containeren. Alt det og meget mere skal køleanlægget i containeren kunne modstå’, forklarer han.
Langt de fleste af køleanlæggene fra Maersk Container Industry er udstyret med tre Grundfos-motorer. En af dem sørger for ventilation til kølemaskinens kondensator, mens de to andre skaber en passende ventilation inde i containeren ved at blæse den afkølede luft hen langs containerens gulv og videre op mellem varerne.
’Hvis motorerne svigter, kan temperaturen ikke holdes så lav, som den er indstillet til, og risikoen er stor for, at lasten går tabt’, forklarer Kim Axelsen.
Et marked i vækst
Det er derfor, Maersk Container Industry ifølge Technical Purchaser René Nielsen stiller skrappe krav til motorerne.
’Vores krav til Grundfos var lige fra starten, at motorerne skulle være de bedst mulige til prisen, hvad angår såvel ydelse, holdbarhed, pålidelighed som især energiforbrug’, fortæller han.
Motorerne har deres del af æren for, at kølemaskinen fra Maersk Container Industry bruger 20 procent mindre energi end konkurrenternes. Et lavt energiforbrug er også en væsentlig grund til, at behovet for kølecontainere vokser med fem procent om året på verdensmarkedet.
’Flytransport udleder 50 gange så meget CO₂ som en tilsvarende skibstransport’, forklarer Anders Gamborg Holm.
FAKTA
Maersk Container Industry er alene i verden om at producere både kølecontainere og køleenheder til containere og næststørst i verden på begge fronter.
Som en del af den danske rederi-, handels- og industrikoncern A.P. Møller-Maersk har virksomheden hovedkvarter i Danmark, mens kølecontainerne fremstilles i Kina og Chile.
Grundfos-motorerne er specialudviklet til Maersk Container Industry og fremstilles i så store styktal, at de har deres helt egen produktionslinje på fabrikken i Ungarn.
Yderligere oplysninger om Grundfos-motorer
Grundfos DK A/S
Leif Slotø Thomassen
Salgschef, Industri
Mobil: 20 26 01 19
E-mail: lsthomassen@grundfos.com
Læs også historien på www.grundfos.dk
Mere viden om MGE-motorer
Har du spørgsmål eller behov for yderligere materiale, bedes du kontakte:
Iben Sommer Donslund
Marketingchef
87 50 50 25 / 20 34 56 24
isommer@grundfos.com
GRUNDFOS DK A/S
Martin Bachs Vej 3
8850 Bjerringbro
www.grundfos.dk
Grundfos DK A/S er Grundfos-koncernens selvstændige salgsselskab med ansvar for markedsføring, salg og service af Grundfos-produkter på det danske marked. Virksomheden ledes af administrerende direktør Claus Witt og beskæftiger 130 medarbejdere i henholdsvis Bjerringbro og Brøndby. Grundfos er globalt førende inden for avancerede pumpeløsninger og trendsætter inden for vandteknologi. Vi bidrager til global bæredygtighed gennem banebrydende teknologier, som forbedrer livskvaliteten for mennesker og tager vare på miljøet.
www.grundfos.dk
Tags: