Lundbeck indleder kliniske fase III-undersøgelser med nalmefen til ny form for behandling af alkoholafhængighed

Report this content
Meddelelse nr. 360
15 december 2008                                                                     

Lundbeck indleder kliniske fase III-undersøgelser med nalmefen til ny form for  
behandling af alkoholafhængighed                                                

H. Lundbeck A/S (Lundbeck) fortsætter udviklingen af stoffet nalmefen til       
behandling af alkoholafhængighed som planlagt og påbegynder tre kliniske fase   
III-undersøgelser af stoffet.                                                   

Nalmefen bygger på et helt nyt princip for behandling af alkoholafhængighed.    
Modsat eksisterende behandlinger sigter behandling med nalmefen ikke mod at     
afholde patienter fra at drikke. I stedet virker nalmefen ved at fjerne lysten  
til at drikke mere, og dermed kan alkoholindtaget kontrolleres og begrænses.    
Endvidere adskiller nalmefen sig ved at skulle tages som tablet efter behov,    
mens eksisterende lægemidler skal tages fast i en længere periode.              

En tidligere undersøgelse har dokumenteret nalmefens evne til signifikant at    
begrænse både patienternes gennemsnitlige alkoholindtag og antallet af dage med 
et indtag på mere end fem genstande. Det betyder, at patienternes risiko for at 
udvikle sygdomme som eksempelvis forskellige kræftformer, hjerte-karsygdomme og 
skrumpelever reduceres markant. Tidligere undersøgelser har i øvrigt vist, at   
nalmefen er veltolereret og sikkert.                                            

På baggrund af de tidligere undersøgelser iværksætter Lundbeck nu tre fase      
III-undersøgelser med mere end 1.800 patienter, der opdeles i grupper, som får  
henholdsvis nalmefen og placebo. De to første studier, hvor patienterne         
behandles i seks måneder, skal primært vise effekten af nalmefen, mens det      
sidste studie, hvor patienterne behandles i et år, især skal bekræfte, at       
stoffet er veltolereret. De første data fra studierne ventes i første halvår    
2011.                                                                           

- Med nalmefen har vi en sjælden mulighed for at kunne tilbyde en ny og mere    
effektiv behandling af alkoholafhængighed, som påfører millioner af mennesker   
verden over stor skade, siger Lundbecks udviklingsdirektør Anders Gersel        
Pedersen.                                                                       

Om nalmefen                                                                     
Nalmefen er en såkaldt opioid-receptor antagonist. Stoffet virker ved at standse
den mekanisme i hjernen, som kan medføre et fortsat og ukontrolleret indtag af  
alkohol. Dermed kan indtaget kontrolleres og begrænses.                         

Nalmefen er oprindeligt udviklet af finske BioTie. Lundbeck har de globale      
rettigheder til stoffet eksklusive Nordamerika, Mexico, Tyrkiet og Sydkorea.    

Om alkoholafhængighed                                                           
Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at mere end 76 mio. mennesker verden
over misbruger alkohol. Tre til fem procent af Europas befolkning skønnes at    
være alkoholikere. I Danmark anslås 860.000 personer at drikke mere end         
Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Heraf vurderes mindst 200.000 at være egentlige
alkoholikere.                                                                   

Overforbrug af alkohol, der øger risikoen for at udvikle en række sygdomme som  
kræft, hjerte-karsygdomme, hjernesvind, mavesår og skrumpelever, er et udbredt  
problem i store dele af verden. Hvert tiende dødsfald i den vestlige verden er  
alkoholrelateret.                                                               

Alkohol er gift for de fleste af kroppens organer, der derfor kan tage skade af 
alkoholindtagelse. Ifølge WHO øger indtagelse af alkohol risikoen for at pådrage
sig mere end 60 forskellige sygdomme og skader. Skadernes størrelse afhænger af,
hvor meget der drikkes og i hvor lang en periode. Risikoen for at pådrage sig   
sådanne skader er forskellig fra menneske til menneske, og nogle kan få         
organskader selv om de ikke selv vil mene, at de har haft alkoholproblemer.     

Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens      
resultat for regnskabsåret 2008.                                                

Lundbeck kontakt                                                                
--------------------------------------------------------------------------------
| Investorer:                                     | Presse:                    |
--------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------------------------------------
| Jacob Tolstrup                                  | Mads Kronborg              |
--------------------------------------------------------------------------------
| Director                                        | Media Relations            |
--------------------------------------------------------------------------------
| Tlf. 36 43 30 79                                | Tlf. 36 43 28 51           |
--------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------------------------------------
| Palle Holm Olesen                               |                            |
--------------------------------------------------------------------------------
| Head of Investor Relations                      |                            |
--------------------------------------------------------------------------------
| Tlf. 36 43 24 26                                |                            |
--------------------------------------------------------------------------------

Meddelelse nr. 360 - 15. november 2008                                          

Om Lundbeck                                                                     
H. Lundbeck A/S er en international farmaceutisk virksomhed, som beskæftiger sig
med forskning og udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler til 
behandling af psykiske og neurologiske sygdomme. Koncernen havde en             
nettoomsætning i 2007 på DKK 11 mia. (cirka EUR 1,5 mia. eller USD 2,0 mia.).   
Antallet af medarbejdere er ca. 5.300 globalt. For yderligere information, se   
www.lundbeck.com.

Abonner