I Danmark presses skilsmisseforældre til at slås om børnene. I Norge finder forældrene løsninger  via mediation.

Report this content

Fogedretten fik i 2013 ca. 2500 sager om forældremyndighedsspørgsmål. For hver sag er der børn indblandet, der ikke forstår, hvorfor alting skal være så svært, og hvorfor det tager så lang tid at få en normal hverdag. De mange sager taler deres tydelige sprog, ifølge Louise Lerche-Gredal, adm. direktør for Mediationsinstituttet. Hun mener, at de konfliktfyldte familiesager burde håndteres bedre og løses på et langt tidligere stadie. 

”Konflikterne bliver ikke håndteret optimalt, og mediation (konfliktmægling) bør være et tilbud, som alle familier kan benytte sig af, allerede fra uenigheden opstår, og ikke først når sagen er gået helt i hårdknude”, udtaler Louise Lerche-Gredal, adm. direktør for Mediationsinstituttet.

Skal vi som samfund bare acceptere, at skilsmisseforældre ofte slås om børnene? Hvorfor ikke sætte barren lidt højere og tænke i nye baner? Louise Lerche-Gredal mener, at skilsmisseforældrene står alt for alene om at tackle konflikten om børnene. ”Både blandt forældre og mange familieadvokater er der enighed om, at Statsforvaltningens håndtering af sagerne ikke er gunstig for konfliktniveauet. Nyere undersøgelser viser, at Statsforvaltningens håndtering af sagerne rent faktisk eskalerer konfliktniveauet, hvilket måske er årsagen til, at mange sager ender i retten. Konflikten mellem forældrene bliver ganske enkelt ikke håndteret godt nok, men får lov til at vokse sig endnu større i processen”, påpeger hun.

Gør som nordmændene
Louise Lerche-Gredal så gerne, at vi lærte lidt af nordmændene, der i konfliktfyldte familiesager kan få tilbudt op til 7 timers gratis konfliktmægling før sagen evt. kører på traditionel vis. Her hjælper en konfliktmægler parterne med at nå frem til en løsning, og samtidig bliver den underliggende menneskelige konflikt mellem parterne italesat. Det giver parterne en helt anden og mere positiv tilgang til det at finde en fælles løsning, som både tager hånd om den menneskelige og den juridiske del af konflikten.

Hvis de norske forældre efter de første timers rådgivning stadigvæk er meget uenige om børnenes bopæl og samvær med den anden forælder, kan de få afgjort sagen ved en domstol. Men inden sagen kører på traditionel vis, skal forældrene derudover deltage i en retsforberedende proces, hvor en dommer, en psykolog og to advokater forsøger at hjælpe dem til et forlig.

I Danmark er vi for sent ude
”Ved domstolene tilbydes forældrene retsmægling, hvor parterne sammen med en retsmægler får mulighed for at finde en fælles løsning, inden sagen eventuelt skal for en dommer. I retsmæglingen får forældrene både mulighed for at tale om den juridiske del af konflikten, men i lige så høj grad bliver andre aspekter af konflikten berørt. Formålet er at genskabe en god og konstruktiv dialog mellem forældrene, hvor gammelt nag, mistillid og sårede følelser er ryddet af vejen. Erfaringer med retsmægling i familiesagerne er rigtig gode, og i ca. 2/3 af alle sager når forældrene frem til en aftale, som afslutter konflikten. Derfor er det ærgerligt, at tilbuddet først gives, når parterne har anlagt en sag ved retten, og konflikten har kørt i årevis, med store konsekvenser for hele familien – ikke mindst børnene”, udtaler Louise Lerche-Gredal.

”Ud fra de erfaringer vi har fra retsmægling, burde mediation (konfliktmægling) uden om domstolene være et gratis tilbud, lige såvel som retsmæglingen er det for de mange, som er berettiget til fri proces eller har retshjælpsdækning, eller ganske enkelt bare et tilbud til alle som står foran en skilsmisse, hvor børn er involveret. Først og fremmest ville forældre og børn kunne komme hurtigt videre, men også samfundsmæssigt ville der være meget af spare, hvis konflikterne ikke trak ud i årevis”, pointerer Louise Lerche-Gredal.

I Mediationsinstituttet undrer man sig over den nuværende praksis i familiesager, hvor det fortsat er de juridiske aspekter i familiesagerne, som har forvaltningens og dommernes fokus, hvorimod de menneskelige aspekter af konflikten køres ud på et sidespor, uagtet at alle undersøgelser og erfaringer viser, at jura i bedste fald kan forbygge konflikter, men aldrig løse dem. ”Forældre og børn fortjener bedre, og som samfund ville det være en god investering at tænke i konfliktløsning på et langt tidligere tidspunkt, end tilfældet er i dag”, pointerer Louise Lerche-Gredal. 

Yderligere information: Louise Lerche-Gredal, adm. direktør, Mediationsinstituttet. Tlf. 45 5077 8427, E-mail: llg@mediationsinstituttet.dk

Mediationsinstituttet er en selvejende institution, der tilbyder konstruktiv konfliktløsning udenom retten. Hurtigt, effektivt og i fuld fortrolighed. Mediationsinstituttet repræsenterer landets mest erfarne mediatoradvokater, hvis kompetencer dækker en bred vifte af juridiske specialer. Derudover rådgiver instituttet om mediation, afholder kurser og står for uafhængig udpegning af mediatoradvokater til alle typer sager.

Tags:

Multimedia

Multimedia