• news.cision.com/
  • Nordea/
  • Nordea køber Danske Banks norske privatkundeforretning og tilhørende kapitalforvaltning

Nordea køber Danske Banks norske privatkundeforretning og tilhørende kapitalforvaltning

Report this content

Nordea har indgået en aftale med Danske Bank om at købe dens norske privatkunde- og private banking-forretning samt tilhørende kapitalforvaltningsporteføljer. Købet er et rigtig godt strategisk match for Nordea og vil styrke markedspositionen blandt privatkunder i Norge.

Købet af Danske Banks norske privatkunde- og private banking-forretning passer godt med Nordeas strategi om at vokse i Norden gennem både organisk vækst og opkøb. Med transaktionen forventes Nordeas markedsandel på boliglån i Norge at stige til ca. 16 pct.* fra nuværende 11 pct.

”Vi er meget glade for at annoncere dette køb, som er et vigtigt skridt i gennemførelsen af vores nordiske strategi, og som øger vores tilstedeværelse i Norge og komplementerer de nuværende aktiviteter. Det vil udvide omfanget af vores privatkundeforretning i Norge betydeligt og byder på muligheder for værdiskabelse gennem tydelige indtjenings- og omkostningssynergier. Fremfor alt gavner det vores nye kunder, som kan drage nytte af vores brede udbud af finansielle produkter, ekspertise og markedsledende digitale løsninger,” siger Frank Vang-Jensen, Nordeas koncernchef.

Positive kundeoplevelser

De købte aktiviteter vil blive integreret i Nordea og drevet under Nordeas brand. Indtil handlen er gennemført, viderefører Danske Bank kunderelationerne som hidtil. Kunderne behøver ikke gøre noget på nuværende tidspunkt, og de vil blive holdt informeret om, hvordan transaktionen skrider frem.

”Vi glæder os til at byde vores nye kunder og kolleger velkommen i Nordea. Vores nye kunder får adgang til Nordeas brugervenlige digitale løsninger, et højt serviceniveau, proaktiv og personlig rådgivning fra vores dygtige lokale rådgivere og et produktudbud, der understøtter alle deres behov. Nordea er en attraktiv arbejdsplads med mange karriere- og udviklingsmuligheder, og vi glæder os til at få vores nye kolleger i Trondheim og resten af Norge ombord,” siger Randi Marjamaa, Nordeas privatkundedirektør i Norge.

Nordea har i de seneste år udvidet sine aktiviteter på de nordiske markeder betydeligt, bl.a. gennem købet af norske Gjensidige Bank og SG Finans samt Topdanmark Livsforsikring. Nordea har en af de stærkeste balancer i Europa og vil fortsætte med at udnytte mulighederne for at skabe lønsom vækst både gennem organisk vækst og selektive opkøb.

Om transaktionen

Transaktionen gennemføres som en overdragelse af aktiver og forpligtelser til bogført værdi. Aktiverne overdrages til dagsværdi, og der betales ingen goodwill for disse. Eventuelle ændringer i værdien af aktiver og forpligtelser mellem aftalens underskrivelse og handlens gennemførelse bliver afspejlet i betalingen ved handlens gennemførelse. Nordea betaler kun for de aktiver og forpligtelser, der overdrages ved handlens gennemførelsen.

 

Ved udgangen af 2022 omfattede de aktiviteter, der overdrages:

-          ca. 285.000 kunder

-          udlån og indlån på hhv. EUR 18 mia. og 4 mia.

-          ca. EUR 2 mia. i kapital under forvaltning.

Størrelsen af porteføljen, der overdrages, og betalingen for denne vil blive fastsat ved handlens gennemførelse, hvor transaktionen forventes at:

-          forbedre omkostningsprocenten og afkastet af økonomisk kapital i Nordeas norske privatkundeforretning

-          reducere den egentlige kernekapitalprocent med ca. 40-50 bp

-          påvirke Nordea koncernens indtjening pr. aktie og egenkapitalforrentning positivt, svarende til størrelsen af den opkøbte portefølje.

Transaktionen er betinget af myndighedsgodkendelser og forventes gennemført i slutningen af 2024.

Nordea afholder en telefonkonference for investorer og analytikere kl. 8.45 CET. Konferencen gennemføres som et Microsoft Teams-møde, og vi anbefaler, at man deltager i mødet via dette link: Deltag i mødet her

Det er også muligt at deltage i mødet ved at ringe op fem minutter før mødets start på følgende numre:
FI: +358 9 85626378, DK: +45 32 72 05 68, SE: +46 8 505 218 20, NO: +47 21 40 21 35, UK: +44 20 3321 5213, US: +1 347-774-4962.

Konference-ID: 957 514 786#

 

* Samlede proforma-tal for Nordeas norske privatkundeforretning og de aktiviteter, der overdrages, pr. 31. december 2022.

Yderligere information:

Pressehenvendelser, +358 10 416 8023 eller press@nordea.com

Vi er en universalbank med 200 års erfaring i at støtte og bidrage til vækst i de nordiske økonomier – og vi hjælper med at realisere drømme og ambitioner for det fælles bedste. Hver dag arbejder vi på at støtte vores kunders økonomiske udvikling ved at levere førsteklasses kundeoplevelser på tværs af kanaler og drive en bæredygtig forandring. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.

Tags:

Abonner