Nordnet: Private storkøber aktier i Vestas og Pandora

Report this content

Bag ved en aktiemæssig dansk indeksdans næsten på stedet for de største aktier, gemmer sig store kursudsving i de enkelte aktier i juli måned. De private investorer brugte de massive kursfald i Vestas og Pandora til at nettokøbe for mere end 80 mio. kr. Også kursfald i Nordea, FLSchmidt og D/S Norden fristede de private. Samlet trodsede investorerne hos Nordnet rekordvarmen og øgede beholdningen af de danske aktier med 188 mio.  

Dansk aktieindeksdans på stedet – 10 aktier ned og 9 op

Juli måned sluttede i aktiemol og man kunne i lyset af den megen tale om geopolitisk uro få indtrykket af, at måneden har været mere aktieturbulent, end tilfældet egentlig var. Ud af 19 aktier (Mærsk A+B indgår i indeks som 2 selskaber) i OMX C-20 indekset, faldt 10, mens 9 aktier sluttede måneden højere. På indeksniveau var der tale om en moderat tilbagegang. Alligevel sidder investorerne tilbage med en fornemmelse af en rigtig dårlig aktiemåned. Det er ikke så underligt, når man betragter udviklingen især i 3 private aktiefavoritter, såsom Vestas, Pandora og Carlsberg, som alle faldt eftertrykkeligt i juli.

Danske Bank i månedsstigning på en dag

Danske Bank løb med denne måneds positive overskrifter. Aktien steg i juli samlet med 4,8 %, hvilket stort set svarede til den stigning, som aktien fik i forbindelse med halvårsregnskabet. ”Selv om Danske Bank steg, øgede de private alligevel netto deres beholdning af Danske Bank aktier. Det viser at de private tror på at kimen er sået til en længere periode med positive indtjeningsoverraskelser fra netop Danske Bank”, siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Nettokøb for 188 mio.

De private investorer har holdt alt andet end sommerferie i juli måned. Således blev beholdningen af de danske aktier øget med hele 188 mio. ”Den store købelyst tegner et billede af, at de private ikke er aktiemætte, og at de mener markedsnervøsiteten i udvalgte investeringsfavoritter er et forbigående fænomen”, siger Per Hansen.

Nordnets kunders største nettokøb og nettosalg juli 2014

Største nettokøb juli 2014 Mio. DKK Største nettosalg juli 2014 Mio. DKK
Vestas 46,2 Novo Nordisk 31,9
Pandora 38,3 A P Møller Mærsk A 8,8
Nordea 25,5 Jyske Bank 4,1
FLSchmidt 22,6 Sydbank 3,1
D/S Norden 18,7 Topdanmark 3,0

Stort nettokøb i Vestas, men ingen handelsrekord

Hver 5. gang de private handlede hos Nordnet, stod der ”Vestas” på aktiemenuen i juli. Selv om Vestas fortsat handledes flittigt, var der ikke tale om nogen ny specifik handelsrekord i netop Vestas. Efter at aktien er 10 doblet fra bunden, fylder Vestas aktierne mere i de privates beholdninger. Det har dog ikke fået den forholdsmæssige handelsandel til at stige. ”Den stabile handelsaktivitet er bl.a. et eksempel på, at der for de private også er mange andre aktier og alternativer til Vestas”, siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.  

Antal handler juli 2014 Antal handler juni 2014
Vestas 27.772 Vestas 28.743
Pandora 9.060 Novo Nordisk 8.255
Novo Nordisk 7.028 A P Møller Mærsk B 8.185
Danske Bank 5.260 Pandora 7.156
A P Møller Mærsk B 4.399 Coloplast 6.427
Veloxis Pharma 4.266 Veloxis 6.061
FLSchmidt 4.076 FLSchmidt 3.782
D/S Norden 3.801 D/S Norden 3.454
Coloplast 3.671 Genmab 3.404
Nordea 2.805 Danske Bank 3.139


For yderligere information, kontakt:

Per Hansen, Investeringsøkonom Nordnet Danmark
Telefon: +45 50 70 65 61
E-mail:
per.hansen@nordnet.dk

Abonner

Dokumenter og links