Nordnet åbner for onlinehandel på børsen i London

Report this content

London Stock Exchange byder på et væld af muligheder for at handle kendte aktier, og nu kan Nordnets kunder selv handle online på den ikoniske børs. Her er det muligt at handle alt fra Burberry til Rolls-Royce. Som et ”åbningstilbud” kan Nordnets kunder købe og sælge aktier på den engelske børs helt uden kurtage frem til 30. juni 2022.

Med London Stock Exchange (LSE) får kunderne i Nordnet adgang til en kæmpe markedsplads.

  • Vi er meget glade for at kunne åbne de digitale døre til London Stock Exchange, der er en af verdens største og mest likvide børser. Onlinehandel er Nordnets kernevirksomhed, og derfor glæder vi os til, at vores kunder kan få direkte adgang til de mange spændende virksomheder, der er noteret i Storbritannien, siger Anne Buchardt, landechef i Nordnet Danmark.

Den samlede markedsværdi af LSE var i slutningen af 2021 opgjort til ca. 3.800 mia. USD. Til sammenligning har Nasdaq Nordic, som driver børserne i Danmark, Sverige og Finland, en samlet markedsværdi på omkring 2.500 mia. USD. I alt er der omkring 2.000 børsnoterede aktier på LSE.

  • Til trods for Brexit er børsen i London fortsat helt central i et globalt perspektiv. Og det er vores plan løbende at give vores kunder mulighed for at handle direkte på endnu flere børser rundt om i verden. LSE er derfor blot en af flere nye handelspladser, som kunderne i Nordnet kan se frem til at handle på i løbet af 2022, siger Anne Buchardt.

Kunderne får adgang til de 350 største virksomheder, der er noteret i Storbritannien. Her kan man blandt andet finde kendte brands som AstraZeneca, Rolls-Royce, Burberry og HSBC.

Frem til 30. juni 2022 er det muligt at handle på LSE uden kurtage via Nordnet. Ved alle handler på LSE er der sædvanlige omkostninger til valutaveksling på udenlandske handler. Herudover er der en såkaldt ”stamp duty” på 0,50% til den engelske stat på alle købsordrer.

Åbningstiderne på Londonbørsen er 09.00-17.30 dansk tid.

Læs mere om handel på børsen i London:

https://www.nordnet.dk/dk/kampagner/london-stock-exchange

For mere information, kontakt:

Lene Nording-Grooss, Kommunikationschef Nordnet Danmark,

+45 22 65 67 11, lene.nording-grooss@nordnet.dk

Nordnet er en ledende nordisk digital platform for opsparing og investering. Gennem innovation, enkelhed og transparens udfordrer vi traditionelle strukturer og giver private investorer adgang til samme information, værktøjer og service som professionelle investorer. Besøg os på www.nordnetab.com, www.nordnet.se, www.nordnet.no, www.nordnet.dk eller www.nordnet.fi.

Abonner

Multimedia

Multimedia