Nordnet april-juni: Et stærkt kvartal med fortsat flot kundetilgang
Nordnet ser tilbage på et meget positivt andet kvartal med en fortsat stor tilgang af nye kunder, opsparet kapital, et højt tempo i produktudviklingen og et stærkt økonomisk resultat. I Danmark kan Nordnet præsentere indtægter på et rekordhøjt niveau med en resultatfremgang på næsten 40 procent.
Årsagerne til det gode resultat skal specielt findes i den høje kundetilgang kombineret med en høj handelsaktivitet i både danske og udenlandske værdipapirer. Andet kvartal har desuden været kendetegnet ved høje indbetalinger fra kunderne, ligesom den opsparede kapital er steget.
”Nordnet Danmark kigger tilbage på et kvartal, med en forsat imponerende kundetilgang. Alene i 2024 har vi budt velkommen til 47.100 nye, aktive kunder, og vi nærmer os nu en halv million danskere på platformen. Det gør mig ekstrem stolt. Den opsparede kapital har rundet ca. 250 milliarder SEK, og vi har nået nye højder for både omsætning og indtjening,” siger Tine Vestergren Uldal, Landechef i Nordnet Danmark.
I juni fik Nordnet godkendelse fra de relevante myndigheder til at etablere en forsikringsfilial i Danmark. Med godkendelsen rykker Nordnet et skridt tættere på lanceringen af livrente-produktet, der i lang tid har været enormt efterspurgt af de danske kunder.
”Udviklingen af livrente-produktet går efter planen, og vi har stadig ambitioner om at gå i luften i 2024. Vi ser en stor efterspørgsel på vores pensionsløsninger. For danskerne betyder det, at det bliver muligt at flytte hele deres pensionsopsparing til Nordnet og derved selv investere deres samlede opsparing,” siger Tine Vestergren Uldal.
Højdepunkter fra kvartalet for Nordnet Danmark (alle tal er i SEK)
- Indtægterne vokser med 32 procent sammenlignet med Q2 2023 til rekordhøje 338 millioner SEK med vækst i alle indtægtsstrømme. Driftsresultatet stiger med 39 procent til et nyt rekordniveau på 263 millioner.
- Antallet af kunder vokser med 19 procent på årsbasis, og kundebasen nærmer sig en halv million kunder. Alene i 2024 er antallet af aktive kunder steget med 47.100 kunder i Danmark, mens antallet af aktiesparekonti er steget med 43.200.
- Der blev overført kontanter og værdipapirer med en værdi på 5.7 milliarder – en stigning på mere end 100 procent sammenlignet med samme periode i 2023. Den opsparede kapital steg med 25 procent de seneste 12 måneder og nåede et nyt rekordniveau på 252 milliarder SEK.
- Nordnet Danmarks kunder foretog 2,66 millioner transaktioner, en vækst på 23 procent sammenlignet med Q2 2023.
Højdepunkter fra kvartalet fra Nordnet-koncernen.
- Justeret driftsresultat 904 (729) MSEK
- Driftsindtægter stiger til 1 289 (1 071) MSEK
- Justerede driftsomkostninger stiger til -353 (-321) MSEK
Hele rapporten er tilgængelig på http://www.nordnetab.com/investors/financials
For mere information, kontakt:
Jonas Melander Hammer
+45 93 95 66 27, jonas.melander.hammer@nordnet.dk
Nordnet er en ledende nordisk digital platform for opsparing og investering. Gennem innovation, enkelhed og transparens udfordrer vi traditionelle strukturer og giver private investorer adgang til samme information, værktøjer og service som professionelle investorer. Besøg os på www.nordnetab.com, www.nordnet.se, www.nordnet.no, www.nordnet.dk eller www.nordnet.fi.