Nordnet lancerer gratis opsparing i investeringsbeviser og ETF’er
Nordnet har som den første aktør i Norden lanceret månedsopsparing i såvel investeringsforeninger og ETF’er uden købskurtage. Dermed kan man automatisk spare op i værdipapirer og langsigtet bygge sin egen formue op. I tjenesten tilbydes 30 danske investeringsbeviser og 40 ETF’er fra markedets førende leverandører.
De fleste danskere er på det rene med, at regelmæssig opsparing er en god måde langsigtet at bygge en formue op. At spare et mindre beløb op hver måned i værdipapirer, kan dog være både besværligt og en dårlig forretning, da handelsomkostningerne bliver uforholdsmæssigt store. Det gør Nordnet nu noget ved med introduktionen af automatisk månedsopsparing uden købskurtage.
”Trods dagens lave omkostninger for online værdipapirhandel, vil en opsparing i investeringsforeninger på eksempelvis 500 kr. om måneden normalt ikke kunne betale sig. Handelsomkostningerne spiser næsten 6 % af opsparingen op allerede fra første køb, og det under den forudsætning, at man nøjes med at investere i én forening. Men nu ændrer vi altså spillets regler”, siger Max Gandrup, landechef for Nordnet i Danmark.
Ud over automatisk månedsopsparing i danske børshandlede fonde, også kaldet investeringsforeninger, gør Nordnets nye tjeneste det også muligt at investere i en række internationale børshandlede fonde, såkaldte ETF’er. Ingen anden aktør i Norden tilbyder en lignende tjeneste.
ETF’er har længe været populære i USA og det øvrige Europa, og i de senere år har der været en stigende interesse i Danmark og det øvrige Norden for denne form for børshandlede fonde.
”Der har i de seneste år har været megen fokus på omkostninger, og med ETF’er får man et alternativ med meget lave forvaltningsafgifter. Det skyldes, at ETF’er normalt blot følger et indeks, og man har derfor ikke samme udgifter til forvaltere som aktivt forvaltede fonde”, siger Max Gandrup og fortsætter, ”ETF’er kan desuden være et godt supplement til danske investeringsbeviser, da de giver adgang til en række vækstmarkeder til meget lave omkostninger. Dog bør man være opmærksom på, at ETF’er er et alternativ, som af skattemæssige årsager især egner sig til pensionsopsparing”.
Tjenesten kaldes Månedsopsparing i børshandlede fonde og giver adgang til kurtagefri køb i 30 udvalgte investeringsbeviser fra Alfred Berg, BankInvest, Danske Invest, Jyske Invest, Maj Invest, Nordea Invest, Skagen Fonder og Sparinvest. Desuden tilbydes 40 ETF’er fra iShares (BlackRock), db-x trackers (Deutsche Bank) og Xact (Handelsbanken). Det er også muligt at vælge en modelportefølje, udvalgt af Nordnet.
Mindste beløb for månedsopsparing i fonde er 500 kr. pr. måned. En opsparingsplan for automatisk månedsopsparing kan løbende ændres og frit opsiges, hvis man ikke længere vil spare op i værdipapirer.
Kontakt og spørgsmål
Max Gandrup, Landechef, tlf. +45 24 29 15 00
max.gandrup@nordnet.dk
Nordnet is a Nordic online bank with about 456,000 accounts in Sweden, Norway, Denmark and Finland. We provide services that simplify savings and loans. With a modern and smart approach, we focus on active savers. The holding company, Nordnet AB (plc), is listed on NASDAQ OMX Stockholm. Visit us at www.nordnet.se, www.nordnet.no, www.nordnet.dk and www.nordnet.fi.
Tags: