Nordnet lancerer nyt miljø- og klimainitiativ
Nordnet præsenterer i dag ”The Return Initiative”, hvor der doneres 0,10 SEK per aktiehandel på Nordnets platform til en række organisationer, der arbejder med miljø og klima.
Inden for rammerne af The Return Initiative donerer Nordnet sammen med selskabets største aktionær, Öhman, 0,10 SEK per aktiehandel på platformen i 2022 til organisationer, der arbejder med at løse udfordringer relateret til miljø og klima. Der er udvalgt tre organisationer i hvert land, som Nordnet har aktiviteter i – dvs. Danmark, Sverige, Norge og Finland. Nordnets 345.000 danske kunder vil kunne stemme om, hvordan pengene skal fordeles mellem de tre danske organisationer.
- Vi er glade for at kunne lancere dette nye initiativ. Det er klart, at projektet ikke i sig selv vil kunne redde verden, men det er vores måde at vise, at alle kan gøre noget for at tackle de klimaudfordringer, vi står overfor. Mit håb er, at vores kunder vil engagere sig i afstemningen om fordelingen af pengene, og selvfølgelig, at de penge, vi donerer, kommer ud og arbejder for den gode sag, siger Anne Buchardt, landechef i Nordnet Danmark.
I Danmark er de tre organisationer, Den Danske Naturfond, Fødevarebanken og Plastic Change udvalgt til at modtage en del af det samlede beløb. Beløbet opgøres kvartalsvis på baggrund af det samlede antal aktiehandler i perioden og udbetales første gang i april 2022. Den samlede donation fordeles i forhold til antallet af handler per land, og derefter fordeles pengene i forhold til, hvor stor en andel af stemmerne, den enkelte organisation får. Til sammenligning blev der foretaget 72 millioner aktiehandler på Nordnets platform i 2021, hvilket betyder, at bidraget til organisationerne ville have udgjort 7,2 millioner SEK for hele Norden baseret på sidste års tal.
- I Nordnet arbejder vi på at bygge verdens bedste platform for opsparing og investering, men vi har også ambition om at være med til at ændre samfundet i en positiv retning. Det gælder ikke mindst, når det handler om, at investering og opsparing skal være tilgængeligt for alle, bl.a. via lave omkostninger, lettilgængelig information og simple skatteregler. Med The Return Initiative præsenterer vi vores første projekt med fokus på miljø og klima, som vi håber kan være med til at inspirere andre virksomheder til at tænke i samme baner, siger Anne Buchardt.
Afstemningsperioden for The Return Initiative starter i dag den 9. februar 2022 og varer frem til den 28. februar 2022. Mere information og afstemningsskemaer findes på https://www.nordnet.dk/dk/kampagner/return
Yderligere oplysninger:
Lene Nording-Grooss, kommunikationschef i Nordnet Danmark
Tlf. 22 65 67 11, lene.nording-grooss@nordnet.dk
Nordnet er en ledende nordisk digital platform for opsparing og investering. Gennem innovation, enkelhed og transparens udfordrer vi traditionelle strukturer og giver private investorer adgang til samme information, værktøjer og service som professionelle investorer. Besøg os på www.nordnetab.com, www.nordnet.se, www.nordnet.no, www.nordnet.dk eller www.nordnet.fi.