Annemarie Gardshol ny konstitueret koncernchef i PostNord
Bestyrelsen har udpeget Annemarie Gardshol til konstitueret koncernchef i PostNord. PostNord er nødt til at fortsætte sit høje omstillingstempo for at kunne håndtere forandringerne i omverdenen inden for vores kerneforretning på brev- og pakkemarkedet. Med den nye fase i de udfordringer, PostNord står overfor, er tiden inde til et nyt lederskab. Rekrutteringen af en ny koncernchef indledes med det samme.
Brev- og pakkemarkedet gennemgår store forandringer. PostNord har brug for på en fleksibel og effektiv måde fortsat at omstille sig fra faldende brevmængder til et voksende pakkemarked og samtidig sikre høj kvalitet og god service.
- Tempoet i PostNords omstillingsarbejde er som følge af accelererende markedsændringer nødt til at stige endnu mere. Samtidig skal der fokuseres endnu mere på kernevirksomheden i de enkelte lande, fordi det er afgørende for at kunne opfylde kundernes behov og sikre langsigtet lønsomhed. Bestyrelsen og Håkan Ericsson er derfor i fællesskab nået frem til, at tiden er inde til et nyt lederskab i PostNord, siger Christian Jansson, bestyrelsesformand i PostNord.
- Håkan Ericsson har haft stor betydning for PostNords omfattende omstillingsarbejde. Han har med sit gode lederskab gennemført vigtige investeringer i selskabets voksende pakkeforretning og samtidig gennemført krævende omkostningsreduktioner, fortsætter Christian Jansson.
- Jeg er stolt af at have ledet et omfattende forandringsarbejde sammen med alle PostNords medarbejdere i omkring fem år. Grunden er lagt til næste fase i dette arbejde, og nu er tiden inde til at overlade virksomheden til en ny ledelse, siger den afgående koncernchef Håkan Ericsson.
Annemarie Gardshol, nuværende chef for PostNord Sverige, tiltræder i dag som konstitueret koncernchef. Hun er med sin baggrund i PostNord godt inde i kernevirksomheden og de udfordringer, selskabet står overfor. Hun fortsætter samtidig i sin nuværende stilling som administrerende direktør i PostNord Sverige.
- Den nye ledelse vil nu meget hurtigt i samarbejde med bestyrelsen udarbejde en plan for gennemførelse af de nødvendige omstillinger. Det er vores ambition at fortsætte med at styrke vores førende position i Norden, siger Annemarie Gardshol, konstitueret koncernchef i PostNord.
Ledelsesgruppen bliver desuden ændret med en ny konstitueret CFO, Lena Larsson (p.t. Head of Group Business Control), fordi den nuværende CFO, Gunilla Berg, også forlader organisationen.
- Gunilla Berg har ydet en vigtig indsats i PostNord i en periode, der var kritisk for virksomheden, og PostNord takker hende for hendes store indsats, siger Christian Jansson, bestyrelsesformand i PostNord.
Bestyrelsen indleder nu en bred rekrutteringsproces med det mål at have fundet en ny permanent koncernchef og CFO senest ved årsskiftet.
Ved yderligere spørgsmål kontakt:
PostNord pressetelefon Danmark, tlf. 33 61 60 01
Vi leverer! PostNord er den førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger til, fra og inden for Norden. Vi sikrer postservice til private og virksomheder i Sverige og Danmark. Med vores ekspertise og et veludviklet distributionsnet skaber vi forudsætningerne for fremtidens kommunikation, e-handel, distribution og logistik i Norden. I 2018 havde koncernen ca. 30.000 medarbejdere og en omsætning på godt 37 mia. SEK. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedkontor i Solna, Sverige. Besøg os på www.postnord.com