Paraplyudlejning på Scandic-hoteller støtter udvikling af skovarealer
De danske sommer- og efterårsmåneder har i følge DMI været usædvanlig våde. Hos Scandic har den øgede mængde regn resulteret i, at rekordmange hotelgæster har benyttet hotellernes paraplyudlejning. Udlejningen sker i samarbejde med den aarhusianske paraplyvirksomhed Dripdrop, der planter et træ for hver udlejet paraply. Fra juli til oktober 2023 svarer tallet til 3.239 nye træer. Det er over 1000 flere træer end for samme periode sidste år. Paraplyservicen er automatisk og gør livet nemmere for hotelpersonalet og giver gæsterne en kvalitetsoplevelse, der gavner.
Siden 2018 har Danmarks største hotelkæde samarbejdet med den danske iværksættervirksomhed Dripdrop, der leverer paraplyer og udlejningsstandere til hoteller. Scandic var Dripdrops første kunde, og i dag tilbyder over halvdelen af Scandics danske hoteller den innovative paraplyservice.
De seneste måneder med kraftig regn har resulteret i et rekordhøjt antal udlejede paraplyer. Med over 100 mm regn i både juli, august og oktober[1] har langt flere hotelgæster end tidligere benyttet paraplyudlejningen på Scandic-hotellerne. Alene siden juli og frem til oktober har paraplyerne givet liv til 3.239 nye træer, og 2023 tegner til at sætte ny rekord. I år er der på nuværende tidspunkt udlejet 5234 Dripdrop-paraplyer, hvilket er 33 procent mere end hele sidste år.
Hotelparaplyerne fra Dripdrop er ikke kun sat i verden for at holde hotelgæster tørre på regnfulde dage, men har fokus på bæredygtighed. Hver gang en gæst lejer en paraply, planter Dripdrop et træ. Paraplyerne er af høj kvalitet og lavet af genanvendt materiale, og udlejningskonceptet bevirker, at samme paraply bruges mange gange og erstatter talrige køb af produkter, der hurtigt bliver ødelagt og skal skiftes ud.
”Dripdrops produkt matcher vores værdier indenfor bæredygtighed og er et innovativt tiltag, der er med til at skubbe os og branchen mod en mere miljøvenlig hoteldrift. Hos Scandic er vi altid åbne for at støtte iværksætteri, der kan gøre en positiv forskel. Samtidig forbedrer paraplyerne kundeoplevelsen og mindsker arbejdet for vores receptionister,”udtaler Klaus Johansen, Commercial Director hos Scandic.
Fra skørt pilotprojekt i Aarhus til 600 hoteller i Europa
Dripdrop blev grundlagt i Aarhus i 2018 af de to visionære iværksættere, Mattias Edström og Andreas Søgaard. I dag findes Dripdrops automatiske paraplyudlejning på mere end 600 hoteller i 20 europæiske lande. Dripdrop er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at Scandics åbenhed er årsagen til, at virksomheden eksisterer i dag.
“Scandic er grunden til, at vi eksisterer i dag – det er der ingen tvivl om. Vores eksistens skyldes alene, at Scandic Aarhus City gav os mulighed for at afprøve vores skøre idé. At vi fik testet vores eneste og dengang klodsede paraplystander var udslagsgivende for, at vi gik videre med idéen og produktudviklingen,” fortæller Mattias Edström, medstifter & CMO hos Dripdrop.
I august 2020 indledte Dripdrop et samarbejde med Eden Reforestation Projects, hvorigennem der plantes et træ for hver paraply, der udlejes på hotellerne. Projektet med at plante træer handler om at udvikle skov og udvide verdens skovarealer. Det er skoven, der er god for luften, biodiversiteten og lokalsamfundet, og i øjeblikket arbejdes der på et skovudviklingsprojekt i Mozambique.
Siden juli 2021 har paraplyudlejningen hos Scandic givet liv til 12.516 træer – svarende til et skovareal på cirka 42 fodboldbaner.
Læs mere om Dripdrop og de innovative hotelparaplyer her.
[1] https://vejr.tv2.dk/2023-10-29-2023-har-passeret-normal-aarsnedboer-og-er-nu-paa-vej-mod-rekord
Tags: