Scandic åbner nyt hotel i Frankfurt
Scandic har netop åbnet sit nyeste hotel på en af Frankfurts bedste lokationer, kun enkelte skridt fra Main-floden og få minutter fra den Europæiske Centralbank. Scandic Frankfurt Hafenpark, som har 505 hotelværelser og eventlokaler med plads op til 570 mennesker, er designet til at tilbyde ”møder i parken”, som en fortsættelse af Hafenpark park udenfor dørene.
Hotellet er en del af byudviklingsprojektet Hafenpark Quartier, designet af Hamborgs lokale arkitekt, Hadi Teherani. Ved at balancere individualitet, masser af grønne områder og den nordiske stil, tager hotellet en helt ny tilgang til fremtiden indenfor rejser og arbejde ved at bringe udendørsområder indendørs. Scandics nye hotel tilbyder også et fitnessrum, sauna og afslapningsområder samt restaurant med et åbent køkken og plads til 320 gæster.
- Udviklingen af Hafenpark Quartier-projektet har givet Frankfurt et livligt kvarter der emmer af energi. Og udover at udvide vores portefølje i byen, giver vores nye hotel, Scandic Frankfurt Hafenpark, os en fantastisk mulighed for fortsat at ekspandere til store tyske byer. Vi mener, at der ikke er noget bedre sted for os at gøre vores vision om næste generation af konferencehoteller til virkelighed, siger Michel Schutzbach, Head of Europe, Scandic Hotels.
Scandic Frankfurt Hafenpark skiller sig blandt andet ud med sit unikke møde- og eventkoncept. Midtpunktet i den nyopførte bygning er hotellets 600 kvadratmeter store balsal, der har Tysklands største Skyfold-vægge. Pladsen kan opdeles i tre rum og er en del af Meeting Park-området, som omfatter 14 konferencelokaler.
- Scandic Frankfurt Hafenpark er først og fremmest et eventsted med hotelværelser. Vores mål er at give gæster så meget frihed som muligt til at planlægge deres arrangementer og gøre selv usædvanlige ønsker mulige. Sammen med mit fantastiske team er jeg stolt af at åbne vores døre for hoteloplevelser i verdensklasse for alle vores gæster, siger Heiko Kain, General Manager, Scandic Frankfurt Hafenpark.
Hotellets 505 værelser tilbyder Scandics Room Collection-koncept. Hvert værelse er designet efter en cirkulær tankegang, og dele af rummets interiør er miljøcertificeret eller lavet af genbrugsmaterialer. Interiøret har en levetid på op til 15 år, og de fleste materialer kan genbruges eller genanvendes ved renoveringer, hvilket er i tråd med Scandics vision om et helt cirkulært hotelværelse. Derudover er 53 ud af de 505 hotelværelser handicapvenlige værelser.
Som på alle Scandic-hoteller er bæredygtighed en central del af Scandic Frankfurt Hafenpark. Hotellet sigter mod at blive certificeret af Svanemærket, når mærket introduceres i Tyskland i 2023. Miljøcertificerede produkter og kemikalier, fravær af engangsartikler, reduceret vandforbrug, en mindre klimabelastende menu og reduceret madspild udgør grundlaget for certificering. Hotelejendommen bliver desuden miljøcertificeret ifølge DGNB Gold.
Hotellet ligger tæt på god offentlig transport, og der vil være udleje af cykler på hotellet. Et andet grønt initiativ på hotellet er bistader på taget af bygningen, der bidrager til områdets økosystem. Jordfarver og naturlige materialer dominerer designet og mosklædte vægge og hængende planter støtter op om den rolige, men energifyldte atmosfære.
Scandic Frankfurt Hafenpark er Scandics sjette hotel i Tyskland. Det nye hotel styrker Scandics tilstedeværelse på det tyske hotelmarked og efter åbningen vil virksomheden drive i alt 2.150 værelser i landet.
Info om Scandic Frankfurt Hafenpark
•505 værelser
•52 handicapvenlige værelser
•Restaurant og bar med plads til 320 gæster
•14 konferencelokaler, maksimal kapacitet 570 gæster
•Ball room, 600 kvadratmeter
•Fitnessrum med sauna og afslapningsområde
•Arkitekt, interiør: Koncept
•Arkitekt, eksteriør: Hadi Teherani
•Bygningssejer: B&L Gruppe
•Byggeri: Bauwens, Bachhuber
•Byggeår: 2019 – 2023
•Miljøcertificering: DGNB Gold (under udarbejdelse) og Svanemærket (under udarbejdelse)