Scandic har åbnet storstilet københavnsk city resort med wellness
I dag åbnede Scandic sit splinternye, københavnske city resort direkte ud til Øresund. Hotellet er næste led i Scandics danske vækststrategi.
Nordens største hotelkæde, Scandic, har netop åbnet sit nye hotel, Scandic CPH Strandpark, der rejser sig i 12 etager i første række ud til Øresund. Med placering i Kastrups nye internationale erhvervsområde Scanport bliver hotellet Scandics 28. i Danmark. Hotellet blev officielt indviet af Tårnby kommunes borgmester, Allan Steenberg Andersen, der klippede det traditionelle røde bånd.
CPH Strandpark har som mål at blive en destination for både rejsende og lokale i København, og som noget nyt hos Scandic vil CPH Strandpark invitere besøgende indenfor til kædens første danske wellnessområde. Her kan besøgende tage et dyp i poolen eller opleve Danmarks første snebad. Hotellet åbner samtidig for skybaren SEANERY, der byder på uforstyrret udsigt over Øresund, her vil der både blive serveret brunch i weekenderne og kølige forfriskelser om aftenen.
"Det er med stor glæde, at vi slår dørene op til Scandic CPH Strandpark. Vi åbner for et fantastisk hotel til både rejsende og lokale, der får wellness, udsigt over Øresund og en helt unik placering mellem strand, lufthavn og by. Vi glæder os til at byde gæster indenfor og danne ramme om mange gode minder i fremtiden," siger Søren Faerber, Scandics administrerende direktør i Danmark.
Borgmester i Tårnby Kommune, Allan Steenberg Andersen, glæder sig over åbningen af det nye hotel i Kastrup og udtaler i den forbindelse:
"Scandic CPH Strandpark er en spændende tilføjelse til Tårnbys nye erhvervsområde Scanport. Jeg glæder mig over, at vi får en ny destination i byen til gavn for både rejsende og de lokale borgere. Åbningen af hotellet betyder også nye arbejdspladser, som vi i den grad har brug for i Tårnby Kommune, og jeg håber, at nogle af disse arbejdspladser kommer til at gå til kommunens borgere. På byens vegne skal der lyde et stort tillykke med det nye hotel og velkommen til Tårnby.”
Scandic vil med hotelåbningen på sigt skabe 100 nye arbejdspladser inden for blandt andet housekeeping, front office og restaurant. Hotelkæden har modtaget mere end 1.600 ansøgninger til de nye stillinger.
Scandics første danske wellness
CPH Strandpark vil som det første hotel i Scandics danske hotelportefølje tilbyde wellness. Det store wellnessområde byder på oplevelser som dampbad med tropisk regnskyl, finsk sauna og Danmarks første og eneste snebad, hvor snekrystaller blidt daler ned over dig.
Det er dog ikke kun overnattende på CPH Strandpark, der skal have gavn af hotellets nye faciliteter. Scandic understreger, at de har som mål, at hotellet skal være for alle, derfor vil de bl.a. tilbyde dagspa-billetter til deres wellness.
"Med CPH Strandparks wellness giver vi vores gæster et nyt niveau af forkælelse, hvor man kan slappe af og sænke skuldrene. Vi har den holdning, at luksus og wellness ikke behøver være eksklusivt og kun for de få. Scandic har altid været for alle, høj som lav, det skal wellness også være. Derfor er vi stolte over at åbne Scandics første danske wellnessområde," siger Søren Faerber.
Hotellet vil også få udendørs rekreative faciliteter som padelbane og badebro ud til Øresund.
Scandic med dansk vækststrategi
Åbningen af Scandic CPH Strandpark er næste led i Scandics danske vækststrategi, der udover den nye hotelåbning har budt på åbningen af Scandic Kødbyen i Københavns hvide kødby på Vesterbro og genåbningen af det ikoniske musikhus Scandic Falkoner på Frederiksberg. Hotelkæden vil over de kommende år åbne yderligere tre nye hoteller, to i København og et i Aarhus.
"Med åbningen af CPH Strandpark understreger vi, at København er et kernemarked for os. Selvom markedet er på et historisk lavt niveau, ved vi, at København er en attraktiv destination. Turisme kommer også i fremtiden til at være en vækstmotor for dansk økonomi. Derfor fortsætter vi vores danske vækststrategi, og bidrager positivt til udviklingen af København med nye arbejdspladser og et hotel til gavn for hele Københavnsområdet," siger Søren Faerber.
Til november slår Scandic dørene op til Scandic Nørreport, et 100-værelseshotel ved Danmarks mest travle station. I marts 2022 åbner hotelkædens hidtil største hotel, Scandic Spectrum, med 632 værelser på Kalvebod Brygge i København. Endelig åbner Scandic et storstilet hotel- og konferencecenter i Aarhus, tegnet af det verdensberømte danske arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group, der åbner i 2024 i byens nye havneareal, Aarhus Ø.
Fakta om Scandic CPH Strandpark
- 357 topmoderne værelser
- Stor wellnessafdeling med pool, sauna og snebad
- Skybaren SEANERY med havudsigt fra 11. sal
- Restauranten SEATING
- 6 topmoderne møde- og konferencelokaler med plads til over 400 gæster
- Lobbybar og cafe
- Fitnessrum
- Placering 600 m fra Københavns lufthavn, let adgang til Kastrup metro og gode parkeringsforhold i hotellets parkeringskælder
Tags: