Scandic Regina er kåret til det mest klimavenlige hotel i Midt- og Sønderjylland

Report this content

Så er landets mest klimavenlige hoteller fundet, og Midt- og Sønderjyllands vinder af Climate Award er Scandic Regina. Prisen uddeles af Klimascore.com og Dansk Erhverv, og er baseret på den CO2-faktabaserede Klimascore udviklet af Klimascore.com med input fra Concito og DTU. Foruden at have udpeget regionale vindere i hele landet, er der også blevet kåret en national vinder af Danmarks mest klimavenlige hotel samt årets Bedste ’newcomer’.

Danskerne og virksomheder efterspørger bæredygtige overnatninger og events, og landets mest klimavenlige hoteller er nu kåret. Vinderen i Midt- og Sønderjylland er Scandic Regina i Herning, der er ét af de syv hoteller, som vinder en regional pris for deres bæredygtighedsindsats. Scandic Regina fik en score på hele 9,7 ud af 10.

Hos Dansk Erhverv vækker det stor glæde, at hoteller og konferencecentre fra det meste af landet har meldt sig til at dyste på deres klimatiltag:

-  Danmark har en styrkeposition inden for bæredygtige overnatninger og events. Det forspring skal vi udnytte, og med Climate Award hylder vi Danmarks mest klimavenlige hoteller og konferencecentre i alle dele af landet. Vi ved, at netop klima og CO2-besparelser fylder, når især virksomheder rejser og afholder møder og konferencer, og vi forventer klart, at ferieturister i stigende grad vil orientere sig efter bæredygtige valg. Det kan dog være svært at gennemskue mulighederne på markedet, og der viser Klimascore vejen. Man kan f.eks. se, at man mange steder udleder mindre CO2 ved at overnatte på hotel end ved at blive hjemme. Det fortæller Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for Turisme, Oplevelse og Kultur i Dansk Erhverv.

Klimavenlig mad og drikke har været et af Scandic Reginas indsatsområder, hvilket har medført, at køkkenet i dag har et lavt klimaaftryk. Derfor er de glade for at været blevet kåret som Midt- og Sønderjyllands mest klimavenlige hotel.

-  Den bedste følelse i verden er anerkendelse for noget, der er så vigtigt og betyder så meget for vores verden i dag. Vi har et kæmpe ansvar for fremtiden og den verden vores børn og børnebørn skal leve i – og jeg er oprigtig stolt over teamet og vores arbejde på Scandic Regina Herning. Vores arbejde og måden, vi tænker bæredygtighed ind i vores hverdag, er på rette vej, og jeg glæder mig til at fortsætte rejsen sammen med vores gæster og kollegaer – og vi kan snart løfte sløret for et par nye klimavenlige tiltag på vores hotel. Det siger Torben Rhode, General Manager på Scandic Regina.

Climate Award gives til de hoteller eller konferencecentre, der har den laveste dokumenterede CO2-udledning per hotelgæst baseret på hotellernes egne data. De indsamlede data omregnes af Klimascore.com, der benytter en tilgang, de har udviklet med input fra Concito og DTU. Resultaterne er derefter blevet gennemgået af en jury bestående af klimaforskere og branchefolk. Juryen har givet følgende begrundelse for kåringen af Scandic Regina:

-  Hotellet udmærker sig ved at have arbejdet holistisk med klima og har indarbejdet initiativer i alle dele af hoteldriften. Derfor ser man også en betydelig fremgang fra sidste år særligt på mad og vaskeri. Hotellet demonstrerer hermed netop den udvikling, som andre hoteller i landet kan tage ved lære af, med at der altid er mulighed for forbedringer. 

CEO hos Klimascore.com, René Jacobsen, der har beregnet resultaterne og kigget på hotellernes klimadata, fremhæver netop behovet for, at hoteller bliver mere systematiske og faktabaseret ift. bæredygtighed:

-  Klimascore er et værktøj til danskere, internationale turister og virksomheder, der leder efter de grønneste hoteller i Danmark, men det skal også hjælpe hotellerne selv med at finde ud af, hvilke initiativer, der har størst positiv effekt for klimaet. Efterspørgslen på klimavenlige overnatninger og events vil kun stige de kommende år, og derfor har vi brug for en dokumenteret tilgang til at beregne CO2-aftrykket fra hoteller. Klimascoren 1-10 gør det intuitivt for gæsten at vælge klimavenligt baseret på CO2-fakta, da 10 er det mest klimavenlige valg. Det gør det overskueligt, gennemsigtigt og troværdigt for både kunden og hotellet.

Hotelbranchen viser vejen for den grønne omstilling
De førende hoteller og konferencecentre i branchen er blevet endnu bedre end sidste år. Det bedste CO2- aftryk per gæst per dag er nu 35,0 kg CO2. Det er en forbedring på 2 pct. i forhold til 2021. Samlet har de førende hoteller reduceret med 2.275 tons CO2. Det svarer til 6,7 millioner km kørsel i bil.

På mere end 34 hoteller opholder man sig nu mere klimavenligt end hjemme hos sig selv. Det er en stigning på 30 pct. i forhold til 2021 og er et kraftigt signal om, at branchen gør en stor indsats i at drive klimaindsatsen (kilde: Klimscore.com, resultater fra Climate Award 2022).

Climate Award 2022 vinderliste:

  • Hovedpræmie: Comwell Aarhus
  • København: Scandic Kødbyen
  • Aarhus: Comwell Aarhus
  • Sjælland og øer: Scandic Roskilde Park
  • Fyn og øer: Comwell Middelfart
  • Nordjylland: Scandic Aalborg City
  • Trekantområdet: Scandic Jacob Gade
  • Midt- og Sønderjylland: Scandic Regina
  • Bedste ’newcomer’: Clarion & Comfort Hotel Copenhagen Airport

Fakta om Climate Award

  • Ni priser - én national og syv regionale vindere. Dertil kommer årets nye pris Bedste ’newcomer’.
  • Gives til de hoteller eller konferencecentre, der har den laveste dokumenterede CO2-udledning per hotelgæst.
  • Klimascore bygger på fakta om de otte områder, som er forbundet med at opholde sig på et hotel, nemlig transport, energi, mad, drikkevarer, affald, vand, hotelindkøb og service.
  • Læs mere om Climate Award 

Om Klimascore.com
klimascore.com er klimaspecialister, som har udviklet Klimascore, som er branchens nye standard parameter, der hjælper rejsende og virksomhedsindkøbere med at vælge klimavenligt hotel og konferencested baseret på CO2-fakta. Dertil har klimascore.com udviklet klimaværktøjer, der hjælper hoteller med dokumentation og rådgivning i at prioritere klimaindsatsen og omsætte tiltagene til øget salg og omkostningsbesparelser. Se hotellernes klimascore. klimascore.com drives af danskejede Conscious Convenience ApS, som har kontor i Storkøbenhavn.

Om Dansk Erhverv

Dansk Erhverv repræsenterer som arbejdsgiver- og erhvervsorganisation hele værdikæden inden for turisme, kultur og oplevelser med ca. 1.100 virksomheder inden for oplevelsesøkonomien bredt og 100 brancheforeninger. Dansk Erhverv har de mest markante virksomheder inden for hotelområdet og repræsenterer mere end 2/3 af hotelkapaciteten i Danmark, herunder langt hovedparten af kapaciteten i de største byer. Blandt medlemmerne findes bl.a. Scandic Hotels, Comwell Hotels, Munkebjerg og Arp-Hansen Group.

Abonner

Multimedia

Multimedia