Scandic Spectrum er vært for årets Cycling4Cancer

Report this content

Scandic Spectrum lægger rammer til det hidtil største Cycling4Cancer-event, som i år bliver d. 27. oktober kl. 18. Siden 2014 har Cycling4Cancer samlet ind til Knæk Cancer ved at samle virksomheder til deres 24-timers cykelevent. I alt har organisationen samlet knap 11 millioner ind, og i år forventes indsamlingen at blive større end nogensinde. Der er allerede solgt 144 cykler, som alle skal holdes i gang i 24 timer af omkring 3500 personer. Udover at donere lokaler og faciliteter, har Scandic selv købt to cykler, som medarbejdere fra hele landet holder i gang hele døgnet, og Scandic donerer desuden 10 procent af al omsætning fra baren og Restaurant Nordbo, som holder åbent hele aftenen og til kl. 5 næste morgen.

I forbindelse med eventet er Scandic desuden indgået i et samarbejde med Nørrebro Bryghus og Cycling4Cancer om en økologisk IPA, hvor kunstner Kristian Hornsleth har designet etiketten. Øllen hedder ’Hope’ og sælges på de fleste Scandic-hoteller. For hver solgte øl doneres 5 kr. direkte til Knæk Cancer i perioden 1. oktober til 1. december. Endelig donerer Scandic også 30.000 kr. til Knæk Cancer-indsamlingen.
 

Store ambitioner

Eventet er det niende af sin slags, og konceptet er som det plejer at være: virksomheder køber cykler og inviterer deres medarbejdere til en meningsfuld og anderledes måde at være sammen på. Erfarne spinninginstruktører motiverer spinnerne, mens deres kolleger kan nyde stemningen på hotellet. Som sædvanlig får eventet stor opbakning fra ambassadører, bl.a. kommer landsholdstræner Kasper Hjulmand, professionel håndboldspiller Kristina Mulle Kristiansen og OL-vinder Michael Mørkøv samt en masse andre velkendte ansigter og cykler for en god sag, mens anerkendte DJ’s spiller natten lang.

CEO og stifter af Cycling4Cancer Kim Guhle ser frem til årets event med store forventninger:

Jeg er dybt taknemmelig for Scandics engagement i sagen. Lokationen på Spectrum løfter eventet op i helt nye højder, og vi kan også mærke, at opbakningen er meget stor i år. Derfor er mine ambitioner også større end tidligere, jeg håber virkelig, at vi i år samler tre millioner kr. ind

Scandic Spectrums General Manager Kirsten Glente Grindsted er også meget taknemmelig for det meningsfulde samarbejde: ”Vi er utroligt glade for at være med til at støtte en vigtig sag, og vi håber at Cycling4Cancer sætter rekord i år, og at vi får besøg af en masse mennesker de 24 timer, eventet varer.
 

Læs mere om Cycling4Cancer: https://cycling4cancer.dk/

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia