Scandic vinder prisen som Danmarks næstbedste arbejdsplads
Scandic løb med andenpladsen, da Great Place to Work torsdag aften kårede Danmarks Bedste Arbejdspladser® 2023 til stort awardshow i Tivoli Congress Center.
Danmarks største hotelkæde er blandt landets allerbedste arbejdspladser. Det stod klart efter Scandic torsdag aften blev kåret som Danmarks næstbedste arbejdsplads af Great Place to Work®. Great Place to Work® kårer hvert år Danmarks bedste arbejdspladser, og placeringen er baseret på en omfattende medarbejderundersøgelse, samt en kulturprofil, der dokumenterer bl.a. onboarding, social ansvar og involvering af medarbejdere.
I medarbejderundersøgelsen havde hele 91% af Scandics ansatte konstateret at Scandic ”er et godt sted at arbejde”.
- Vi er virkelig stolte af den fine placering blandt Danmarks bedste arbejdspladser. At vi både når en fantastisk andenplads og samtidig er den eneste hotelkæde, der ligger i toppen, viser at vores store arbejde med bl.a. inklusion er med til at skabe en arbejdsplads, der er noget helt særligt for hospitality-branchen. Det smitter også af på den oplevelse vi giver vores gæster, fortæller Søren Faerber, Adm. direktør i Scandic Danmark.
Scandic vandt i 2018 og 2019 prisen som Danmarks Bedste Arbejdsplads® til inklusion, og i Danmarks største hotelkæde er man stolte af, fortsat at være blandt de absolut bedste arbejdspladser i Danmark oven på en række år med corona, krig og uvished.
- Efter coronapandemien har vi ansat mere end tusind nye medarbejdere på vores danske hoteller, og det er en kæmpe stolthed at vide, at vores stærke kultur lever videre i bedste velgående. Vi har en kontinuerligt fokus på at skabe nogle gode rammer for vores medarbejdere, og derfor er det en stor ære at nå et så flot placering blandt Danmarks bedste arbejdspladser”, fortæller Anne Mette Petersen, HR Direktør i Scandic Danmark.
Om Great Place to Work®
Great Place to Work® er en analyse- og konsulentvirksomhed, der arbejder for at skabe et bedre samfund ved at hjælpe arbejdspladser med at blive bedre. Det danske kontor blev etableret i 2001 og offentliggør hvert år Danmarks bedste arbejdspladser.