Status på patentstridigheder med Enercon GmbH, hr. Aloys Wobben

Report this content
Selskabsmeddelelse fra                                                          
Vestas Wind Systems A/S                                                         


Randers, den 14. november 2007                                                 
Selskabsmeddelelse nr. 38/2007

Status på patentstridigheder med Enercon GmbH, hr. Aloys Wobben 

I tidligere selskabsmeddelelser1 Selskabsmeddelelser nr. 27/2005 af 19. august  
2005, 30/2005 af 16. september 2005, 39/2005 af 22. november 2005, 22/2006 af 5.
april 2006, 12/2007 af 2. april 2007, 15/2007 af 12. april 2007, 23/2007 af 25. 
maj 2007 og 25/2007 af 4. juni 2007 har Vestas Wind Systems A/S informeret om   
forskellige patentstridigheder med Enercon GmbH/hr. Aloys Wobben. Hr. Aloys     
Wobben har påstået, at Vestas Wind Systems A/S krænker forskellige patenter,    
primært vedrørende tilslutnings­betingelser til forsyningsnettet, men også      
vedrørende andre tekniske områder.                                              

Retssagerne vedrørende andre tekniske områder er som omtalt i tidligere         
selskabsmeddelelser alle afsluttet til fordel for Vestas.                       

Inden for området tilslutningsbetingelser til forsyningsnettet har hr. Aloys    
Wobben som tidligere oplyst indledt retssager i England & Skotland, Holland,    
Canada og Irland.                                                               

England & Skotland                                                              

Den engelske High Court har i sagen vedrørende England & Skotland den 14.       
november 2007 afsagt dom, der giver Vestas fuldt medhold.                       
                                                                                
Sagen drejede sig om følgende patenter tilhørende hr. Aloys Wobben:             
Frekvenskontrol (EP(UK) 1 282 774)                                              
Fasevinkelkontrol (EP(UK) 1 386 078)                                            
Spændingskontrol I (EP(UK) 1 040 564)                                           
Spændingskontrol II (EP(UK) 1 164 691)                                          

High Court har med undtagelse af to patentkrav i fasevinkelkontrolpatentet, der 
ikke er relevante for Vestas, fundet, at alle fire patenter er ugyldige. Retten 
fastslog yderligere, at selv om patenterne havde været gyldige, krænker Vestas' 
teknologi ikke patenterne.                                                      

Det er endnu ikke afklaret, om afgørelsen vil blive appelleret.                 

Vestas' ledelse har med tilfredshed modtaget dommen, der er den første, der     
tager stilling til alle de omstridte patenter vedrørende                        
tilslutningsbetingelserne til forsyningsnettet, og lægger stor vægt på          
afgørelsen, da den er afsagt af en specialiseret patentdomstol på baggrund af en
tilbundsgående prøvelse.                                                        

Holland, Canada, Irland og Tyskland                                             

De øvrige retssager i Holland, Canada og Irland vedrørende                      
tilslutnings­betingelser til forsyningsnettet vil blive fortsat. Der er intet   
nyt at rapportere i forhold til tidligere meddelelser vedrørende disse sager.   

I sagen vedrørende gyldighed af det tyske frekvenskontrolpatent har den tyske   
Højesteret endelig afvist hr. Aloys Wobbens appel og patentet er derfor         
ugyldigt.                                                                       

Eventuelle spørgsmål kan rettes til koncernchef Ditlev Engel eller til Peter    
Wenzel Kruse, chef for Group Communications hos Vestas Wind Systems A/S, tlf.   
9730 0000.                                                                      

Med venlig hilsen                                                               
Vestas Wind Systems A/S                                                         


Ditlev Engel                                                                    
Koncernchef (CEO)

Abonner

Dokumenter og links