Vestas på World Economic Forum for at promovere Modern Energy
Pressemeddelelse fra
Vestas Wind Systems A/S
Randers, den 22. januar 2008
Pressemeddelelse nr. 1/2008
Vestas på World Economic Forum for at promovere Modern Energy
Når verdens beslutningstagere mødes for at drøfte miljøet, energisikkerhed og
fremtidens energikilder, vil Vestas være til stede for at sætte fokus på de
politiske og økonomiske fordele ved vindenergi.
Den 23.-25. januar 2008 deltager Vestas på World Economic Forums årsmøde i
Davos, Schweiz for at påvirke debatten omkring verdens fremtidige energivalg.
Ditlev Engel, koncernchef hos Vestas Wind Systems A/S, og Peter Brun, Senior
Vice President for Vestas' Group Government Relations, vil repræsentere Vestas
på energi-topmødet (Energy Summit & Energy Board Room Programme), der afholdes i
forbindelse med årsmødet.
Energy Summit & Energy Board Room Programme består af eksklusive private møder
mellem topledere fra førende energiselskaber og beslutningstagere fra de
vigtigste energiaftagende og -producerende lande, som vil forme den globale
energiagenda. Energisikkerhed, bæredygtighed samt energi-innovation er nogle af
hovedemnerne, der vil blive drøftet på møderne.
“Vindkraft er i dag en moden og ren energikilde. Dette budskab skal Vestas
igennem med til verdens beslutningstagere,” fortæller Peter Brun. Han
understreger: “Vestas har i dag en overbevisende energiløsning, der kan bidrage
til at bekæmpe verdens energi- og klimaudfordringer. Vindkraft er i dag den mest
konkurrencedygtige energiteknologi, der kan hjælpe regeringer med at nedbringe
deres energiafhængighed af fossile brændsler og importeret energi, samtidig med
at de reducerer deres C02-udledninger.”
“Et andet vigtigt emne på topmødet i Davos bliver den globale forsyning af rent
drikkevand. I modsætning til mange andre energiformer bruger vindmøller ikke
vand, når de genererer elektricitet. Vindkraft er derfor langt den reneste
energiteknologi,” konkluderer Peter Brun.
Eventuelle spørgsmål vedrørende Vestas' tilstedeværelse på World Economic Forum
i Davos bedes rettet til Peter Brun, Senior Vice President for Vestas' Group
Government Relations, tlf. 4160 6102.
Torsdag d. 24. januar vil Peter Brun være til rådighed for interviews i
tidsrummet 12.30-17.00 på Davos Congress Centre.
Med venlig hilsen
Vestas Wind Systems A/S
Peter Brun
Senior Vice President, Group Government Relations
Vestas No.1 in Modern Energy
- Vind, vindkrafts 'brændsel', er gratis.
- Vindkraft er konkurrencedygtig. I et scenarium hvor der pålægges en
CO2-afgift på 30 €/ton ved udledning af CO2 fra fossil energiproduktion, er
land-baseret vindkraft billigst.
- Vindkraft gør det muligt at etablere stor produktionskapacitet på kort tid.
Dette er en stor fordel i lande, hvis økonomier er i hastig vækst.
- Vindkraft er en uudtømmelig energikilde. De globale vindressourcer er enorme,
og det er muligt at generere mere elektricitet, end verden efterspørger. Over
80 pct. af jordens overflade har vindhastigheder, der er egnede til
energiproduktion.
- Vindkraft er ren. Den energi, der skal bruges til at bygge en moderne
vindmølle, drive den og vedligeholde den i dens 20-årige designmæssige levetid
er tjent ind inden for syv til ni måneder, hvorefter CO2-udledningen er lig
nul.
- Vindmøller bruger ikke en dråbe vand, når de producerer elektricitet.
Atomkraft og konventionel energiproduktion (olie, kul og naturgas) derimod
bruger store mængder rent drikkevand under energiproduktion.
Derfor kalder Vestas vindenergi for moderne energi.
Med en markedsandel på 28 pct. i 2006 er Vestas markedsleder inden for moderne
energi. I juni 2007 havde Vestas installeret flere end 33.500 vindmøller i mere
end 60 lande og på fem kontinenter. Det betyder en ny vindmølle installeret hver
femte time verden over. Vestas- vindmøller producerer faktisk mere end 50
millioner MWh årligt - eller strøm nok til at forsyne mange millioner husstande
med elektricitet. Gennem de seneste 25 år har Vestas forbedret effektiviteten i
sine vindmøller 100 gange - og de bliver stadig mere effektive.
Derfor er Vestas No. 1 in Modern Energy.