80 Michelin-stjerner glimter over Norden
Den 17. februar samles kokke og gourmeter fra hele Norden i Trondheim til offentliggørelsen af Michelin Guide Nordic Countries 2020. Når den syvende udgave af den nordiske hotel- og restaurantguide udkommer, vil rekord mange danske restauranter skulle ”forsvare” deres stjernestatus.
Siden den første udgave af dækgiganten Michelins nordiske guide udkom i 2014, er den lille, røde hotel- og restaurantguide vokset betragteligt. I dag rummer guiden, som udkommer i både bog- og onlineformat, over 260 restauranter i Danmark og Færørene, Sverige, Norge, Finland og Island. Herunder 64 restauranter med en, to eller tre stjerner - i alt 80 stjerner. Hertil kommer 34 Bib Gourmand-restauranter og mere end 150 restauranter, som Michelin-inspektørerne har valgt at fremhæve for deres kogekunst med Michelins tallerken-symbol.
I den seneste udgave af guiden fra 2019, som til februar afløses af 2020-udgaven, kom tre nye tostjernede og fire nye etstjernede restauranter med guide. Herunder Noma og Alouette fra København, der fik henholdsvis to og en stjerne, mens KOKS på Færøerne fik sin anden stjerne.
Stjerneregn siden 2014
Da den nordiske Michelin-guide udkom første gang i 2014, var det med 39 stjernerestauranter. Dengang ingen med tre stjerner. Siden er det gået stærkt. Norden kan i dag bryste sig af at have tre trestjernede restauranter, hhv. Geranium, Maaemo i Oslo og stockholmske Frantzén. Hertil kommer 10 tostjernede og 51 etstjernede restauranter.
Følger Michelins inspektører i sporet på de foregående år, daler endnu flere stjerner ned over de nordiske toprestauranter, når den nye nordiske guide præsenteres i Trondheims koncertsal, Olavshallen, den 17. februar 2020. Her er kokke, medier og særligt inviterede gæster på plads, når direktøren for Michelin-guiden Gwendal Poullennec præsenterer nyhederne i Michelin Guide Nordic Countrires 2020. Ved 2019-lanceringen i Aarhus lagde han stor vægt på den fortsat spændende udvikling, som møder restaurantgæster rundt om i alle de nordiske lande.
- Vores inspektører finder fortsat spændende, nye restauranter imens de følger udviklingen hos de etablerede køkkener tæt. Norden tilbyder noget unikt. Diversiteten og den ambitiøse udvikling hos restauranterne gør de nordiske lande til noget helt særligt for madelskere i hele verden. Ikke nok med, at kokkene fortsætter med at udvikle deres teknikker og evner. De viser også vejen til at reducere madspild samtidig med, at de fokuserer på lokale ingredienser og en mere plantebaseret kost, sagde han.
I Danmark er der forud for offentliggørelsen i af 2020 guiden i Trondheim, 28 restauranter med Michelin-stjerner. Geranium med tre stjerner. Noma, Henne Kirkeby Kro, AOC, Koks på Færørene og Kadeau København med hver to stjerner.
I Aarhus har Domestic, Frederikshøj, Gastromé og Substans en stjerne. På Bornholm har Kadeau Bornholm en stjerne. I Vejle, Præstø, Dragsholmslot og Fredericia har henholdsvis MeMu, Frederiksminde, Slotskøkkenet og Ti Trin Ned en stjerne. Og i København har Alouette, Clou, Era Ora, formel B, Jordnær, Kiin Kiin, Kokkeriet, Kong Hans Kælder, Marchal, 108, Relæ, Søllerød Kro og Studio at The Standard hver en stjerne. Endelig er der 14 danske Bib Gourmand-restauranter, som er tildelt Michelins anerkendelse for en restaurant med god mad til en god pris.
I Trondheim er der store forventninger til februars store begivenhed i byen.
- Vi er glade for, at Michelin har valgt Trondheim som værtsby for 2020 uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner. Det er første gang, det sker i Norge. På få år er Trondheim og hele regionen gået fra at være en af de mindst besøgte i Norge til i den grad at være kommet på den internationale radar. Det er bl.a. sket med vores stærke fokus på mad og fødevarer som et vigtigt element for turister. Og innovative og bæredygtige kokke, som Heidi Bjerkan fra Michelin-restauranten Credo, har i den grad bidraget til at markere Trondheim internationalt og inspirere restauranter i de andre nordiske lande, siger Tanja Holmen, direktør i Visit Trondheim.
Trondheim er også udnævnt til European Region of Gastronomy 2022 pga. byens særlige indsats for at stimulere kreativitet og gastronomisk innovation, udvikle mere bæredygtig turisme, uddanne og rekruttere unge i erhvervet samt understøtte den lokale økonomi i Regionen.
Historien om Michelin Guiden
Det hele startede i 1900, hvor Michelin brødrene Andre og Edouard, i bestræbelserne på at få de nyslåede franske automobilejere ud og opleve verden bag rattet af deres biler, introducerede en lille guidebog med information og tips til bilisterne.
Michelins guide rummede vejkort, oversigter over tankstationer langs vejene, råd om dækskifte naturligvis og en liste over gode steder at overnatte og spise på rejsen. I de følgende to årtier uddeltes Michelin-guiden gratis til bilisterne i Frankrig. Først i 1920 udkom den første Michelin-guide til salg og kostede da syv franc. I 1926 begyndte guiden sin snart 100årige tradition med at uddele stjerner til restauranter, da Michelin-brødrene ansatte de første af en lang række af sagnomspundne inspektører.
Læs mere om Michelin-guidens historie på https://guide.michelin.com/dk/en/about-us#
Pressekontakt Michelin Nordic: Lotta WRANGLE
Telefon: 46 8 709 07 76, Mobil: 46 72 250 07 40, E-mail: lotta.wrangle@michelin.com
Michelin er en af verdens førende dækproducenter og har et mål om at forbedre kundernes mobilitet ved at producere og distribuere de mest bæredygtige dæk, serviceydelser og løsninger. Michelin tilbyder også digitale tjenester, vejkort og guides, der hjælper med til at gøre rejsen bedre. Endelig udvikler Michelin højteknologiske materialer, som i dag anvendes i mobilitetsindustrien. Michelin Gruppen har hovedkontor i Clermont-Ferrand i Frankrig og er repræsenteret i 171 lande, har 114.000 medarbejdere i verden og 70 produktionsanlæg i 17 lande. I alt producerede Michelin i 2017 190 millioner dæk (www.michelin.com).
Tags: