Flere end hvert tredje sms’er under kørslen
35 pct. af de danske bilister svarer i en undersøgelse, som dækfirmaet Michelin står bag, at de har sendt sms’er, mens de kørte bil. Blandt de 18-49 årige mænd har 66 pct. tastet tekstbeskeder og kørt bil samtidig.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik skyldes en tredjedel af alle trafikulykker herhjemme uopmærksomhed hos bilisterne. Herunder ting som pålægning af makeup, fiflen med radioen, mobilsnak og måske værre endnu, sms’er under kørslen.
Nu viser en ny undersøgelse fra Michelin[1], at 35 pct. af de danske bilister har sendt eller sender sms’er, mens de kører.
”Vi vil gerne sætte fokus på dette vigtige problem for trafiksikkerheden og råbe vagt i gevær over for bilisterne: Fokusér på din kørsel og vent med sms’erne til du holder parkeret – det redder liv”, siger Carl Stenson, informationschef hos Michelin i Norden.
Faktum er, at selv små uopmærksomheder i trafikken kan have fatale konsekvenser. For eksempel bevæger en bil sig 28 meter på to sekunder ved 50 km/t, mens den i samme korte tidsrum tilbagelægger 44,5 meter ved 80 km/t.
I dag koster det 1.500 kr. i bøde, hvis du bliver standset for at sende sms eller tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Alligevel viser bødestatistikken, at politiet hver år uddeler et stigende antal bøder til bilister, der benytter mobiltelefonen, mens de kører bil.
FN’s trafiksikkerhedsindsats
Ved at sætter fokus på vigtige lokale spørgsmål omkring trafiksikkerhed vil Michelin bidrage til WHO’s indsats for trafiksikkerhed, ”Decade of Action for Road Safety 2011-2020. Her er målet at nedbringe antallet af årlige trafikdrab på verdensplan. 1,3 millioner mennesker dør hvert år i trafikken globalt set.
Mere information:
http://www.who.int/roadsafety/decade_of_action/en/
[1] Undersøgelsen er udført via telefoninterviews af TNS Sifo 16-20 august 2015. I alt deltager 1.001 danske bilister.
Pressekontakt Michelin Nordic: Lotta WRANGLE
Telefon: 46 8 709 07 76, Mobil: 46 72 250 07 40, E-mail: lotta.wrangle@se.michelin.com
Michelin arbejder målrettet for at forbedre bæredygtig mobilitet for gods og mennesker ved at udvikle, fabrikere og sælge dæk til alle former for køretøjer. Michelin tilbyder også innovative B2B-tjenester, digitale services og udgiver rejseguides, hotel- og restaurantguides, vejkort og geografiske kort. Michelin har hovedkontor i Clermont-Ferrand, Frankrig. Selskabet har 112.300 ansatte i 170 lande og har 68 produktionsanlæg i 17 lande. Dertil kommer Michelins teknologicentre i Europa, Nordamerika og Asien, hvor forskning og udvikling sker. Se mere på www.michelin.com eller www.michelin.dk
Tags: