Kun hver tredje tjekker bilens dæktryk regelmæssigt
Undersøgelse fra Michelin viser, at kun 32 pct. af de danske bilister tjekker dæktryk regelmæssigt. Hele 10 pct. tjekker aldrig dæktrykket. Til gengæld satser kun fem pct. i dag på at køre på sommerdæk hele året.
København d. 20. februar – Dækproducenten Michelin har sammen med analysefirmaet YouGov spurgt over 400 danske bilister om vedligeholdelse af dæk, dækpræferencer og vaner, når det handler om at sikre solidt fodfæste i trafikken. Undersøgelsen viser bl.a., at det stadig halter med regelmæssig kontrol med bilens dæktryk hos rigtig mange. Kun godt hver tredje gør som anbefalet og tjekker dæktryk en gang om måneden. 41 pct. tager dæktrykket en gang i kvartalet. Helt galt står det til for hver tiende bil på vejene. 10 pct. af bilisterne svarer nemlig, at de aldrig tjekker dæktryk.
Problemet er ifølge Peter Qvist, nordisk salgschef hos Michelin, at biler med for lavt dæktryk medfører en betydelig forringelse af trafiksikkerheden.
- Er dit dæktryk bare 0,5 bar under det anbefalede stiger bl.a. risikoen for akvaplaning, der kan forekomme ved 70 km/t i stedet for 90 km/t. Samtidigt stiger risikoen for punkteringer, vejgrebet forringes, bremselængden øges og bilen bliver sværere at styre. Som om det ikke var nok, giver for lavt dæktryk også dårligere brændstoføkonomi og øger slitagen på dækkene, forklarer han.
Eksempelvis stiger brændstofforbruget med mindst et par procent, når dæktrykket er 0,5 bar eller mere for lavt.
Det er ikke nyt, at det halter med dækvedligeholdelse hos danske bilister. I efteråret 2010 gennemførte Michelin i en landsdækkende kampagne dæktrykskontrol på 474 biler. Her kørte 46 pct. af bilisterne med decideret farligt dæktryk. Læs mere her.
Vinterdæk vinder frem
Selv om undersøgelsen viser, at dæk ikke står øverst på bilisternes agenda, er billedet ikke sort-hvidt. I hvert fald ser det ud til, at danskerne er blevet mere bevidste om vigtigheden af at stå godt fast om vinteren.
Således svarer 76 pct. i undersøgelsen, at de skifter mellem sommer- og vinterdæk. 16 pct. kører på helårsdæk og kun fem pct. satser i dag på at køre gennem vinteren på sommerdæk.
- Modsat vores nordiske nabolande har Danmark ikke en lov, som påbyder bilister at skifte til vinterdæk. Alligevel er der efterhånden rigtig mange danske bilister, som skifter til vinterdæk eller kører på helårsdæk. Så ser vi på udviklingen for vinterdæk, har de seneste års barske vintre med is og sne ganske givet haft en positiv indvirkning på bilisternes adfærd. For bare fire år siden var det kun omkring 55 pct. som kørte på regulære vinterdæk om vinteren, siger Peter Qvist.
Faktisk er det kun 10 pct. af bilisterne, som er direkte imod, at der indføres lovpligtigt skifte til vinterdæk, viser undersøgelsen.
Dæk er mandens domæne
I 31 pct. af de danske husstande med en bil er det mændene, som selv skifter dæk på bilen. F.eks. fra vinter- til sommerdæk og omvendt. Kun i 1 pct. af tilfældene er dækskifte noget, der hører til i kvindernes afdeling. Trods den økonomiske krise foretrækker 56 pct. af bilisterne stadig at få dækcenterets eller værkstedets hjælp, når der skal skiftes dæk på bilen. Sammenlignet med vores nordiske naboer viser undersøgelsen, at pengene sidder lidt løsere hos danske bilister. Således er det kun mellem 25 og 30 pct. af bilisterne i Norge og Sverige, som betaler sig fra arbejdet med at få skiftet dæk.
Pressekontakt Michelin Nordic: Lotta Wrangle
Telefon: 46 8 709 07 76, Mobil: 46 72 250 07 40, E-mail: lotta.wrangle@se.michelin.com
Om Michelin
Michelins mission er at bidrage til konstant at forbedre varer og mennesker mobilitet ved at udvikle, fabrikere og sælge dæk til alle typer af køretøjer, f.eks. biler, cykler, entreprenørmaskiner, fly, jorbrugsudstyr, lastvogne, motorcykler og den amerikanske rumfærge. Michelin udgiver også vejkort, rejse-, restaurant- og hotelguider samt tilbyder elektroniske rejsetjenester på viamichelin.com. Michelins hovedkontor ligger i Clermont-Ferrand i Frankrig. Michelin driver virksomhed i mere end 170 lande med 111.000 ansatte, heraf cirka 300 i Norden, og 72 fabriksanlæg i 19 lande på fem kontinenter. Forskning og udvikling finder sted på tekniske anlæg i Europa, USA og Japan. Nærmere information på: www.michelin.com eller www.michelin.dk.
Tags: