Mindst 200.000 bilister kører stadig på vinterdæk
Selv om vinterdæk har markant dårligere vejgreb og længere bremselængde i sommervarme, kører godt 200.000 bilister stadig rundt med vinterdæk på bilen. Det er til fare for dem selv og deres medtrafikanter, advarer Michelin.
Selv om det fredag er Skt. Hans og kulde og sne for længst er et overstået kapitel, kører godt 200.000 danske personbiler fortsat rundt på vinterdæk. Det viser en dugfrisk rundspørge, som Michelin har lavet blandt mere end 1.000 bilister[1]. I undersøgelsen svarer otte pct., at de stadig har vinterdæk på bilen.
Michelins rundspørge rummer både godt og skidt nyt om sikkerheden på de danske sommerveje. På plussiden tæller, at 91 pct. af de mere end 2,4 millioner personbiler i Danmark, rent faktisk kører på enten sommerdæk (81 pct.) eller helårsdæk (10 pct.). Men ifølge Claus Chouhan, salgsdirektør hos Michelin Danmark, trækker det ned, at der, trods advarsler fra dækbranchen og eksperter som FDM, stadig er ca. 200.000 biler på vinterdæk.
- 200.000 biler på vinterdæk i juni er i princippet 200.000 for meget. Vinterdæk hører til vinter, sommerdæk til sommer. Problemet med at køre på vinterdæk i sommermånederne er, at gummiet i dækkene ikke er beregnet til varmen. Så snart temperaturen kommer over syv grader, forringes vinterdæks bremseevne og vejgreb gradvist. Ved 15 plusgrader er vejgrebet markant dårligere end et sommerdæks. Så reelt er det farligt at køre på vinterdæk her i juni, siger han.
Dækbranchen Danmark foretog sidste år i juni en dæktælling rundt om i landet. Her konstaterede brancheforeningen, at ca. 400.000 biler kørte på vinterdæk i sommervarmen[2]. Og selv om Michelins nye tal er mindre, er vinterdæk om sommeren stadig et problem i Danmark.
Uafhængige testorganisationer og FDM har da også gentagende gange påpeget problemer med vinterdæk om sommeren. Og en test Statens Väg- og Transportforskningsinstitut i Sverige lavede i 2015, viste f.eks., at vinterdæks bremselængde var 15-20 pct. længere på både våd og tør vej ved sommertemperaturer.
Michelin har også undersøgt, hvor mange, der kører på vinterdæk efter 15. april, hvor vejret statistisk er gået fra vinterligt til lidt lunere forår. Her svarer over halvdelen af bilisterne, at de kører på vinterdæk (53 pct.) enten fordi vejret er dårligt eller fordi de ikke har nået at skifte til sommerdæk endnu. April er dog måneden, hvor vognpark i stor stil går fra ”vinter- til sommertid”. Hele 44 pct. af bilisterne skifter til sommerdæk i april. I maj kommer 26 pct. af bilisterne på sommerdæk, mens blot 14 pct. skifter i marts.
- Normalt bør du skifte til sommerdæk i april og retur til vinterdæk i november. Men det er selvsagt en god ide at holde øje med vejrudsigten og huske på, at når temperaturen i dagtimerne ligger over eller under syv grader, er det tid til at skifte dæk, siger Claus Chouhan.
Michelins rundspørge viser også, at fem pct., eller ca. 120.000 bilister, ikke har behøvet at skifte til sommerdæk dette forår. De har nemlig kørt hele vinteren på sommerdæk – stik mod alle anbefalinger.
[1] Undersøgelsen er udført online af TNS SIFO i begyndelsen af juni 2017. I alt deltager 1.082 danske bilister.
[2] http://www.mynewsdesk.com/dk/daekbranchen/pressreleases/spilder-du-godt-gummi-i-sommervarmen-1458870
Pressekontakt Michelin Nordic: Lotta WRANGLE
Telefon: 46 8 709 07 76, Mobil: 46 72 250 07 40, E-mail: lotta.wrangle@michelin.com
Michelin arbejder målrettet for at forbedre bæredygtig mobilitet for gods og mennesker ved at udvikle, fabrikere og sælge dæk til alle former for køretøjer. Michelin tilbyder også innovative B2B-tjenester, digitale services og udgiver rejseguides, hotel- og restaurantguides, vejkort og geografiske kort. Michelin har hovedkontor i Clermont-Ferrand, Frankrig. Selskabet har 112.300 ansatte i 170 lande og har 68 produktionsanlæg i 17 lande. Dertil kommer Michelins teknologicentre i Europa, Nordamerika og Asien, hvor forskning og udvikling sker. Se mere på www.michelin.com eller www.michelin.dk
Tags: