Sikkerhedsselen er en selvfølge – for de fleste
40 år efter indførelsen af loven om brug af sikkerhedsseler i danske biler er ’selen’ en naturlig del af mange bilisters hverdag. Men der er stadig plads til forbedring viser undersøgelse. For selv om 94 pct. altid bruger selen, er der stadig seks pct. af bilisterne som ”glemmer” at spænde selen.
I år fejrer loven om brug af sikkerhedssele på forsædet i danske biler 40 års fødselsdag. Og der er grund til at kippe med flaget over den sikkerhedsrevolution, der er fulgt med sikkerhedsselen. Uofficielle beregninger viser nemlig, at Volvos opfindelse af trepunktsselen tilbage i slut 50’erne og den efterfølgende udbredelse af selen anslås at have reddet over en million menneskeliv verden over lige siden[1].
94 pct. bruger altid selen
I Danmark er brug af sikkerhedsselen da også en selvfølge for rigtig mange i dag. Det viser en rundspørge fra dækfirmaet Michelin, der har ringet til 1.000 danskere og bl.a. spurgt ind til brugen af sikkerhedsselen[2]. I undersøgelsen svarer 94 pct. af de adspurgte, at de altid bruger sikkerhedssele. Men der er fortsat en gruppe bilister, som kun indimellem eller sjældent bruger selen. Fem pct. svarer, at de ’næsten altid’ bruger sikkerhedssele, mens en pct. svarer, at de ’sjældent’ anvender sikkerhedssele.
- Vores rundspørge bekræfter det generelle billede af, at danske bilister interesserer sig for trafiksikkerhed, og at stadig flere bruger sikkerhedsselen. Men, når seks pct. af bilisterne med fordel kan ændre deres dårlige vaner og spænde selen per automatik, er der altså fortsat plads til forbedring, siger Claus Chouhan, salgschef for Michelin i Danmark.
I 2015 uddelte dansk politi 27.052 bøder for manglende brug af sikkerhedssele. Som fører af bilen koster det 1.500 kroner at køre uden sikkerhedssele. Bøden stiger til 2.000 kroner, hvis en passager under 15 år mangler selen.
Bilens vigtigste sikkerhedsudstyr
En rapport fra European Transport Safety Council (ETSC) har påvist, at personer har 50 pct. større chance for at overleve en kollision, hvis sikkerhedsselen er fastspændt. F.eks. viste undersøgelser af ulykken i Paris, hvor Prinsesse Diana mistede livet, at hun formodentlig havde overlevet med en fastspændt sikkerhedssele.
Herhjemme viste en opgørelse fra 2011, at 25 personer, som mistede livet i trafikken det år, ville have overlevet, hvis de havde brugt sikkerhedssele. I Europa ville ca. 7.000 mennesker hvert år redde livet i trafikken, hvis brugen af sikkerhedssele i alle EU-lande var på niveau med de bedste lande[3].
FN’s trafiksikkerhedsindsats
Ved at rette opmærksomhed på spørgsmål omkring trafiksikkerhed vil Michelin bidrage til WHO’s indsats for trafiksikkerhed, ”Decade of Action for Road Safety 2011-2020. Her er målet at nedbringe antallet af årlige trafikdrab på verdensplan.
I dag dør 1,3 millioner mennesker hvert år i trafikken. Mere information: www.who.int/roadsafety/decade_of_action/en/
[1] Kilder: https://www.dr.dk/skole/historie/sikkerhedsselen og http://denstoredanske.dk/Bil,_b%C3%A5d,_fly_m.m./Biler/Teknik/sikkerhedssele
[2] Undersøgelsen er udført via telefoninterviews af TNS Sifo i sidste uge af august 2015. I alt deltager 1.001 danske bilister. Michelin har hver år siden 2010 gennemført sin bilistrundspørge.
[3] Kilder: Den store Danske Encyklopædi, Rådet for sikker trafik, European Transport Safety Council
Pressekontakt Michelin Nordic: Lotta WRANGLE
Telefon: 46 8 709 07 76, Mobil: 46 72 250 07 40, E-mail: lotta.wrangle@se.michelin.com
Michelin arbejder målrettet for at forbedre bæredygtig mobilitet for gods og mennesker ved at udvikle, fabrikere og sælge dæk til alle former for køretøjer. Michelin tilbyder også innovative B2B-tjenester, digitale services og udgiver rejseguides, hotel- og restaurantguides, vejkort og geografiske kort. Michelin har hovedkontor i Clermont-Ferrand, Frankrig. Selskabet har 112.300 ansatte i 170 lande og har 68 produktionsanlæg i 17 lande. Dertil kommer Michelins teknologicentre i Europa, Nordamerika og Asien, hvor forskning og udvikling sker. Se mere på www.michelin.com eller www.michelin.dk
Tags: