Flere danskere køber ind i Göteborg

Report this content

Rederiet Stena Line mærker en tydelig effekt af den lave svenske valutakurs, som gør det attraktivt for danskere at tage på indkøbstur i Sverige.

Normalt fragter rederiet Stena Line årligt omkring 300.000 danskere til Sverige via færgeruterne Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Varberg. I år ser det tal imidlertid ud til at blive markant højere. Således har Stena Line siden årsskiftet konstateret en fremgang i antallet af danske rejsende på 10 procent.

Stena Lines pressechef Jesper Waltersson kæder udviklingen sammen med den lave kurs på den svenske krone, hvilket gør danske indkøb i Sverige meget fordelagtige. Tilsyneladende i en sådan grad at der ikke kun er tale om shopping, men også indkøb af dagligvarer.

”Kursen på den svenske krone har længe været lav, og det udnytter danskerne i høj grad til at købe billigt ind i Sverige. Det er en effekt, vi har kunnet mærke hele året. Hovedparten af de danske rejsende tager på endagsture til Göteborg for at opleve byen, samtidig med at de shopper og køber dagligvarer,” siger Jesper Waltersson.

Særligt tydeligt var rejsemønstret i forbindelse med påsken, fortæller Jesper Waltersson. Her viste især skærtorsdag således noget udsædvanlige trafiktal.

”På danske helligdage er der normalt ikke meget trafik fra Danmark til Sverige. Det billede var imidlertid vendt helt på hovedet i påsken, hvor flere end 500 danskere skærtorsdag tog på endagstur til Göteborg. Det er selvfølgelig nærliggende, at de har været på den helt store indkøbstur inden påskefrokosterne hjemme i Danmark,” siger han.

Danskere på endagsture i Sverige køber i særlig grad delikatessevarer, olivenolie, sukker, ost og slik. Blandt de mest populære produkter er også naturslik som nødder overtrukket med chokolade eller yoghurt.

Ifølge Jesper Waltersson har valutakursudviklingen ikke haft betydning for svenskernes interesse for endagsture til Danmark via Stena Lines færgeruter. Her viser trafiktallene således status quo i forhold til normalen. Et forhold som pressechefen tilskriver, at svenskernes indkøb hovedsageligt foregår ombord på færgerne, hvor der betales med svenske kroner.

For yderligere information kontakt Stena Lines pressechef Jesper Waltersson på telefon +46 704 85 85 32 eller mail jesper.waltersson@stenaline.com

Stena Line er verdens største privatejede færgerederi og råder over 37 fartøjer på 20 færgeruter i Nordeuropa. Stena Line er dermed en vigtig del af det europæiske logistiknetværk og spiller en væsentlig rolle for turismen i Europa. I Danmark sejler Stena Line på ruterne Frederikshavn-Göteborg, Frederikshavn-Oslo og Grenaa-Halmstad. Stena Line er en del af Stena AB, der har omkring 15.500 medarbejdere og en årlig omsætning på 35 milliarder svenske kroner.

Abonner

Dokumenter og links