Flere danskere rejser over Kattegat på sommerferien
Færgeruterne Frederikshavn-Gøteborg og Grenå-Halmstad er populære ruter for de mange danskere, der skal på ferie i Sverige denne sommer. Færgerederiet Stene Line, som driver de to ruter, beretter om en stigning på 29 procent i danske bookinger på ruterne i højsæsonen sammenlignet med sidste år.
Den lave svenske kronekurs lokker flere danskere på ture og ferier i Sverige, og her er Stena Lines færgeruter en oplagt smutvej, hvis man rejser fra den vestlige del af Danmark. Færgerederiet, som driver to færgeruter mellem Jylland og Sverige, mærker den øgede efterspørgsel på de to færgeforbindelser Frederikshavn-Gøteborg og Grenå-Halmstad, hvor Stena Line beretter om en stigning på 29 procent i danske bookinger for højsæsonen i juli.
”Den nuværende økonomiske situation og lave kronekurs påvirker danskernes rejsemønstre, så flere søger mod Sverige, hvor man lige nu kan få meget for pengene som dansk gæst. Hele 2023 har vi oplevet en stor interesse for vores ruter over Kattegat, og på vores foreløbige bookingtal for sommeren tyder alt på, at interessen forsætter ind over sommerferien,” siger Christina Bromander, Trade Director for Business Region Denmark hos Stena Line.
På ruten mellem Grenå og Halmstad beretter Stena Line om en samlet stigning i rejsende på 37 procent sammenlignet med sidste år. Turen til Halmstad tager 4 timer og 35 minutter med færgen Stena Nautica, og fremme i Sverige venter svensk charme i kystbyen Halmstad, en 45 kilometer lang strand og mulighed for at udforske den omkringliggende svenske natur.
På Stena Lines anden færgerute fra Frederikshavn til Gøteborg melder rederiet om en samlet stigning i rejsende på 24 procent sammenlignet med sidste år. Turen til Gøteborg tager 3 timer og 20 minutter med en af de tre færger Stena Danica, Stena Jutlandica eller Stena Vinga, og denne sommer kan gæster i byen opleve liv og mange aktiviteter i forbindelse med byens 400-årsjubilæum.
Alle Stena Lines færger har restaurant, legeområder og butikker ombord samt mulighed for at medbringe bil og cykel.
For mere information, kontakt venligst: Ulf Staaff, Travel Commercial Manager hos Stena Line, på telefon: +46 (0) 765 11 83 52 eller mail: ulf.staaff@stenaline.com
Om Stena Line: Stena Line er et af Europas førende færgerederier med 39 fartøjer og 18 færgeruter i Nordeuropa. Stena Line er en vigtig del af det europæiske logistiknetværk og udvikler nye intermodale fragtløsninger ved at kombinere transport mellem jernbane, vej og til søs. Stena Line spiller også en væsentlig rolle for turismen i Europa med sin omfattende passagerdrift. Virksomheden er familieejet, blev grundlagt i 1962 og har hovedkontor i Göteborg. Stena Line er en del af Stena AB-koncernen, som har 15.700 ansatte og en årlig omsætning på cirka 37 milliarder svenske kroner. Læs mere her: www.stenaline.com.