Flere danskere vil sejle med Stena Line på påskeferie

Report this content

Danskerne kigger igen mod udlandet, når de skal planlægge deres ferie, og især Sverige synes at være et populært rejsemål i år. Interessen for ture til Sverige er heller ikke gået ubemærket hen hos færgerederiet Stena Line, der oplever, at antallet af danske bookinger på ruten Grenå-Halmstad er femdoblet sammenlignet med påsken og højsæsonen sidste år.

Hos Stena Line bliver årets højsæson kickstartet i påsken, hvor flere danskere har valgt at booke billet til færgeruten Grenå-Halmstad for at holde ferie i Sverige. Hos Stena Line har man positive forventninger til den kommende tid, og færgerederiet forventer en påske og højsæson, hvor antallet af bookinger vil nærme sig niveauet fra før pandemien.

- Det er meget positivt, at danskerne har fået øjnene op for færgeruten Grenå-Halmstad, og at de vælger at booke deres ferie med Stena Line. Vores bookingtal for påsken er femdoblet sammenlignet med sidste år, og alt tyder på, at interessen forsætter hen over sommeren. Med færgen fra Grenå til Halmstad er det let at tage fra Jylland på ferie eller forlænget weekend i de skønne omgivelser på den svenske vestkyst, siger Julia Kronberg, Regional Travel Manager hos Stena Line.

Forårets helligdage og forlængede weekender rummer mange muligheder for ture og udflugter, og her er det nemt for både familier, par og venner at rejse med Stena Line. Med bilen pakket kan man køre ombord på Stena Nautica i Grenå og være fremme i Halmstad på bare 4 timer og 35 minutter. Feriestemningen starter allerede ombord på færgen, hvor passagerer kan nyde havudsigten, kigge i færgeshoppen, tage forsmag på den svenske ”fika” med kaffe og kage eller nyde et godt måltid mad på restauranten. På færgen er der også biograf, og for de små forvandles færgeoverfarten til et legende eventyr i Happy World.

Fremme i den vestsvenske kystby Halmstad er der mange oplevelser for både store og små. Byens hyggelige små gader, charmerende kyststrækninger og den direkte færgeforbindelse til Danmark gør Halmstad til en oplagt ferieby. Er man i bil, er der også rig mulighed for at udforske den vestsvenske natur uden for Halmstad, eller man kan tage en tur til Sveriges næststørste by Göteborg, der ligger under to timers kørsel fra Halmstad. Her kan man både opleve byens puls, de historiske kanaler og ikke mindst Liseberg, Nordens største forlystelsespark. Man kan også tage færgen direkte til Göteborg via Stena Lines rute Frederikshavn-Göteborg.

Oplevelser og nyheder i Halmstad og Göteborg i 2022 byder blandt andet på:

  • Med 45 kilometers kyst har Halmstad både familievenlige strande med lavt vand og blødt sand, små badevige i idylliske omgivelser og klippestrande, hvor man kan tage en dukkert i godt vejr.
  • Vil man prøve kræfter med golf, er Halmstad det helt rigtige sted – Halmstad er nemlig Sveriges golfhovedstad. Halmstad har hele 153 huller fordelt på 8 golfbaner i naturskønne omgivelser. Gå ikke glip af ”Volvo Car Scandinavian Mixed” som afholdes af Halmstad Golfklub fra 9.-12. juni. Her konkurrerer de dygtigste mandlige og kvindelige golfspillere i DP World Tour og Ladies European Tour i en og samme turnering om både pengepræmie og pokal. 
  • Den 20.-21. april mødes det danske og svenske ishockeylandshold i Halmstad Arena til to testkampe inden VM 2022. Her kan ishockeyinteresserede købe billet til opgøret på isen – måske det danske herrelandshold kan gentage succesen fra 2021, hvor de besejrede svenskerne til VM i Riga?
  • Slottsmöllan er Halmstads aktivitetscenter, og her kan man prøve kræfter med alt fra minigolf og gokart til klatring og kaffesmagning. Centeret udlejer også kanoer, så man kan udforske området til vands.
  • Tag på en rejse gennem Halmstads rige kunsthistorie. I Halmstads byrum kan man opleve 100 kunstværker, blandt andet Carl Milles berømte skulptur ”Europa og tyren” og Pablo Picassos ”Kvindehoved”. Man kan også lægge vejen forbi det historiske Halmstad Slot ved Nissan, kun knap to kilometer fra havet. Slottet blev bygget af Kong Christian IV i 1600-tallet, hvor Halland og Halmstad hørte til Danmark, da han mente at have brug for en større og mere prægtig bolig under sine besøg.
  • Med bil er det nemt at tage en tur til Göteborg, hvor man kan shoppe, tage på kanalrundfart i byens historieske kanaler eller opleve byens kulinariske delikatesser – og særligt er byen kendt for sine finurlige og charmerende begivenheder. For eksempel løber ølfestivalen GBG Beer Week af stablen fra den 1. april og afsluttes med en øl- og whiskymesse med navnet "En Öl- och Whiskymässa" den 8.-9. april. Samme weekend arrangeres også bådmessen Eriksberg Boat Show under åben himmel med 200 både fra 70 producenter.
  • Forkæl dig selv med spa og wellness – Hagabadet i Göteborg har siden 1876 været en oase af velvære for krop og sind, hvor gæster kan fordybe sig i luksuriøse behandlinger og glemme hverdagen for en stund. Alle Hagabadets tre kursteder vandt desuden priser ved den internationale galla World Luxury Spa Awards 2021.
  • Oplev Nordens største forlystelsespark Liseberg! Med 42 forlystelser og attraktioner i Liseberg er der magiske stunder og timevis af sjov for både voksne og børn. Forlystelsesparken ligger bare et par kilometer fra Göteborgs centrum, og sommersæsonen skydes i gang den 23. april 2022. Herfra og frem til 1. juni holder Liseberg åbent i weekender og derefter hver dag hele sommeren. 

For mere information, kontakt venligst: Julia Kronberg, regional travel manager hos Stena Line, på telefon: +46 (0)704 85 81 22 eller mail: julia.kronberg@stenaline.com

Stena Line er et af Europas førende færgerederier med 37 fartøjer og 18 færgeruter i Nordeuropa. Stena Line er en vigtig del af det europæiske logistiknetværk og udvikler nye intermodale fragtløsninger ved at kombinere transport mellem jernbane, vej og til søs. Stena Line spiller også en væsentlig rolle for turismen i Europa med sin omfattende passagerdrift. Virksomheden er familieejet, blev grundlagt i 1962 og har hovedkontor i Göteborg. Stena Line er en del af Stena AB-koncernen, som har 15.700 ansatte og en årlig omsætning på cirka 37 milliarder svenske kroner. Læs mere her: www.stenaline.com

Abonner

Citater

Det er meget positivt, at danskerne har fået øjnene op for færgeruten Grenå-Halmstad, og at de vælger at booke deres ferie med Stena Line. Vores bookingtal for påsken er femdoblet sammenlignet med sidste år, og alt tyder på, at interessen forsætter hen over sommeren. Med færgen fra Grenå til Halmstad er det let at tage fra Jylland på ferie eller forlænget weekend i de skønne omgivelser på den svenske vestkyst.
Julia Kronberg, Regional Travel Manager Stena Line