Stena Danica vender tilbage med dagsture for svenskere til Frederikshavn – uden landgang
I marts meddelte Stena Line, at passagerfærgen Stena Danica ville blive lagt til kaj, og at ruten mellem Frederikshavn og Göteborg ville blive besejlet af de mere fragtfokuserede fartøjer Stena Jutlandica og Stena Vinga. Fra den 1. juli vender Stena Danica tilbage i drift med dagture for svenskere.
Som følge af et kraftigt reduceret passagerantal grundet COVID-19 og de rejserestriktioner, der blev indført i Danmark, har Stena Line siden marts været nødsaget til at tage flere drastiske beslutninger. En af disse beslutninger var, at passagerfærgen Stena Danica blev lagt til kaj og i stedet blev ruten mellem Frederikshavn og Göteborg besejlet af de to mere fragtfokuserede RoPax-fartøjer Stena Jutlandica og Stena Vinga.
De seneste måneder har Stena Line haft fokus på at holde varestrømmene i gang og sikre den vigtige forsyning mellem Danmark og Sverige samt de øvrige ruter i Europa med netop fartøjer som Stena Jutlandica og Stena Vinga. Nu meddeler færgeredderiet, at passagerfærgen Stena Danica vender tilbage i drift fra den 1. juli og midlertidigt erstatter den mindre færge Stena Vinga i sommermånederne juli og august.
”Vi ser en øget interesse for dagsture til Danmark og en stigning i reservationerne hos vores svenske gæster. Derfor sætter vi Stena Danica midlertidigt i drift igen i højsæsonen,” siger Carl Mårtensson, pressechef hos Stena Line.
Dagsturene til Danmark indebærer, at rejsende ikke forlader færgen i Frederikshavn. Gældende danske rejsebegrænsninger tillader kun rejsende med særlige formål at komme ind i Danmark. Ombord på Stena Danica vil der være særlige sikkerhedsforanstaltninger, så rejsende trygt kan færdes ombord. Disse foranstaltninger er gældende i hele Stena Lines flåde, inklusiv alle fartøjer i drift mellem Danmark og Sverige.
”For at tilbyde en sikker rejse med social afstand har vi reduceret antallet af passagerer per afgang og har indført adskillige tiltag for at øge sikkerheden ombord,” siger Carl Mårtensson.
Eksempler på sikkerhedsforanstaltninger ombord
- Social afstand, der er tydeligt markeret, samt reduceret antal passagerer per afgang
- Begrænset udvalg og åbningstider i restauranter, barer og butikker
- Personale bag kasseapparater er beskyttet af plexiglas, og kun kontaktløs betaling er tilladt
- Ekstra rengøring og desinfektion af såkaldte ”hot spots”, som er steder, hvor mange mennesker opholder sig og berører eksempelvis samme gelændere, knapper og håndtag
- Udvidede muligheder for god håndhygiejne og desinfektion af hænder med håndsprit
Billedtekst: Stena Danica vender tilbage med dagsture for svenskere til Frederikshavn uden landgang i Danmark fra den 1. juli.
Stena Line Press Office
+46 (0)704 85 85 32
press@stenaline.com
Stena Line er verdens største privatejede færgerederi og råder over 38 fartøjer på 19 færgeruter i Nordeuropa. Stena Line er dermed en vigtig del af det europæiske logistiknetværk og spiller en væsentlig rolle for turismen i Europa. I Danmark sejler Stena Line på ruterne Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Halmstad. Stena Line er en del af Stena AB, der har omkring 16.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 37 milliarder svenske kroner.
Tags: