Stena Lines nye færge leveret og på vej til Europa
Færgerederiet Stena Lines nybyggede færge Stena Embla er leveret og er nu på vej fra værftet i Kina til Europa. Færgen vil komme i drift på Det Irske Hav i begyndelsen af 2021.
Stena Embla har påbegyndt sin seks ugers rejse fra Kina til Europa, inden færgen skal i drift på Det Irske Hav i begyndelsen af 2021. Færgen er det tredje nybyggede skib, der leveres til Stena Line i et og samme år. Tidligere på året kom søsterfærgerne Stena Estrid og Stena Edda nemlig i drift på ruterne mellem Dublin, Irland og Holyhead, Wales samt Belfast, Nordirland og Birkenhead/Liverpool, England.
Færgerne er tre ud af fem færger i modellen E-Flexer, som Stena Line bygger sammen med Stena RoRo på værftet CMI Jinling Weihai Shipyard i Kina. De er blandt de mest moderne og brændstofeffektive færger i verden og er en vigtig del af Stena Lines løbende modernisering af flåden.
”Stena Embla og hendes søsterskibe er virkelig den næste generation af færger. Energieffektive, fleksible, moderne og tilpassede både gods- og persontrafik. Dette er endnu en vigtig milepæl i Stena Lines løbende modernisering af flåden og vores plan om at bidrage til at reducere transportsektorens klimapåvirkning,” siger administrerende direktør i Stena Line, Niclas Mårtensson og fortsætter:
"Vi er imponerede over, at værftet på trods af den igangværende pandemi igen har formået at levere til tiden og ser frem til at byde færgen og dens besætning velkommen til deres nye hjem i Det Irske Hav”.
På grund af pandemien blev der kun afholdt en mindre overdragelsesceremoni af den nybyggede færge den 19. november i Weihai, Kina. Til stede var kaptajn Neil Whittaker, som også sejler Stena Embla hjem til Europa sammen med sin besætning. Via et link fra Stena Lines hovedkontor i Göteborg deltog blandt andre administrerende direktør Niclas Mårtensson, som ser leverancen af Stena Embla som et lyspunkt i et ellers hårdt år for Stena Line.
”Det har været et meget udfordrende år, men jeg er stolt af Stena Line som et af Europas største færgerederier, der viser, at vi er en vigtig del af samfundet både for transport af mennesker og gods. Med vores nye færger vil vi fortsætte med at vokse sammen med vores kunder – også efter pandemien,” siger Niclas Mårtensson.
Fakta om Stena Lines nye færge:
- 215 meter lang RoPax-færge optimeret til både gods- og persontrafik med en kapacitet på 3.100 meter lastdæk, bildæk til 120 biler og en samlet passagerkapacitet på 1.000 mennesker.
- Effektiv på- og aflæsning på to plan samtidigt.
- Op til 30 % mere energieffektiv end eksisterende færger i flåden takket være optimeret design af skrog, propeller, bulb og ror.
- Alle fem færger leveres gasklar, hvilket gør det muligt at konvertere til methanol- eller LNG-drift
- Stena Lines skandinaviske arv er tydelig at se i interiøret, og designet er lyst og luftigt med flere store panoramavinduer.
- Navnet Stena Embla er baseret på Stena Lines svenske arv. Ifølge nordisk mytologi var Embla den første kvinde.
Konstruktionen af yderligere to færger er påbegyndt:
I løbet af året er konstruktionen af yderligere to længere færger i modellen E-Flexer også påbegyndt på samme værft. De to større færger vil være 240 meter lange med en lastkapacitet på 3.600 længdemeter. I alt vil de større færger også have 50 % flere kahytter og sengepladser, 30 % øget passagerkapacitet og yderligere 15 % lastkapacitet. De længere skibe forberedes på at blive tilsluttet landstrøm under havneophold, hvilket også gør det muligt at konvertere til elhybrid i fremtiden. Leverancen er planlagt til 2022, og Stena Line har endnu ikke afsløret færgernes navne eller ruter.
For mere information, kontakt venligst: Stena Line Group Press Office på telefon: +46(0)31 85 85 32 eller mail: press@stenaline.com.
Om Stena Line: Stena Line er verdens største privatejede færgerederi og råder over 36 fartøjer på 18 færgeruter i Nordeuropa. Stena Line er dermed en vigtig del af det europæiske logistiknetværk og spiller en væsentlig rolle for turismen i Europa. I Danmark sejler Stena Line på ruterne Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Halmstad. Stena Line er en del af Stena AB, der har omkring 16.000 medarbejdere og en årlig omsætning på 37 milliarder svenske kroner.