Michelin Nordic Guide 2016
Norden får to trestjernede restauranter og en ny tostjernet restaurant.
I dag lanceres Michelin Nordic Guide 2016, som blandt andet indeholder to nye trestjernede restauranter. Geranium i København og Maaemo i Oslo bliver de første restauranter i Norden, der får tildelt denne udmærkelse, og de to restauranter indtræder nu i en eksklusiv klub af bare 116 trestjernede restauranter verden over.
- Årets nordiske guide er ekstra spændende. Vi kan både præsentere to nye trestjernede restauranter, og så udvider vi for første gang guidens rækkevidde og går udenfor de større byer og ud i landet. Vi har håndplukket de allerbedste restauranter og hoteller i hele Danmark, Finland, Norge og Sverige til vores læsere – resultatet er et rekordstort antal nye stjerner i 2016, siger Rebecca Burr, chefredaktør, Michelin Nordic Guide.
Danmark udbygger sin stjerneglans med fire nye etstjernede restauranter, som lyser op sammen med Geranium, der får sin tredje stjerne. Kadeau tilbyder originale retter på sin strandnære bornholmer-restaurant. Frederiksminde serverer kreative retter på et hotel af samme navn på Præstø, mens Henne Kirkeby Kros menuer hylder lokalt producerede fødevarer fra egen køkkenhave. En Michelin-stjerne vender også tilbage til Kong Hans Kælder, som serverer klassisk fransk mad i hjertet af København.
Den udvidede dækning af regionen indebærer også, at Fäviken Magasinet bliver inkluderet i guiden for første gang. Restauranten, som ligger i Järpen, kommer ind i guiden med to stjerner.
- Fäviken Magasinet tilbyder en unik madoplevelse i et idyllisk, landligt miljø. Madlavningen er meget sikker og udspringer tydeligt fra sine omgivelser, siger Rebecca Burr.
Ud over sin nye tostjernede restaurant imponerer Sverige med yderligere fem nye etstjernede restauranter: Sushi Sho, som serverer fantastisk sushi i Stockholm. De delikate og kunstneriske retter fra Borgholm på Öland og det raffinerede køkken på 25. etage hos Upper House i Göteborg. Yppig etstjernet madlavning kommer også fra Daniel Berlin og hans familieejede restaurant i Tranås. Sidst, men ikke mindst, PM & Vänner i Växjö med sine sofistikerede retter baseret på ”skov, sø og eng”.
I Norge får Kontrast i Oslo og RE-NAA i Stavanger hver en stjerne samtidig med nyheden om, at landet også får en tredje stjerne til Maaemo.
Nye Bib Gourmand bliver tildelt Smalhans (Oslo), Nook (Stockholm) og Somm (Göteborg).
- Bib Gourmand udmærkelsen fortæller vores læsere, hvor man finder restauranter, der tilbyder vellavet mad til en rimelig pris. Vi er meget glade for, at der nu er hele 30 ”Bibs” i den nordiske guide, slutter Rebecca Burr.
Alle med et nordisk mobilabonnement kan hente Michelin Nordic Guide 2016 gratis til iPhone og Android-telefoner. Indholdet i guiden bliver opdateret kort efter lanceringen. Fra fredag den 26. februar findes Michelin Nordic Guide 2016 også i papirudgave hos velassorterede boghandlere.
Den samlede liste over stjernerestauranter i Norden findes separat i Nordic Guide Award List 2016.
Pressekontakt Michelin Nordic: Lotta WRANGLE
Telefon: 46 8 709 07 76, Mobil: 46 72 250 07 40, E-mail: lotta.wrangle@se.michelin.com
Michelin arbejder målrettet for at forbedre bæredygtig mobilitet for gods og mennesker ved at udvikle, fabrikere og sælge dæk til alle former for køretøjer. Michelin tilbyder også innovative B2B-tjenester, digitale services og udgiver rejseguides, hotel- og restaurantguides, vejkort og geografiske kort. Michelin har hovedkontor i Clermont-Ferrand, Frankrig. Selskabet har 112.300 ansatte i 170 lande og har 68 produktionsanlæg i 17 lande. Dertil kommer Michelins teknologicentre i Europa, Nordamerika og Asien, hvor forskning og udvikling sker. Se mere på www.michelin.com eller www.michelin.dk
Tags: